Læserbrev: “Politibetjenten” i bestyrelsen på Frederikshavn Havn

Læserbrev: “Politibetjenten” i bestyrelsen på Frederikshavn Havn

5. april 2024 - kl. 13:03 - af

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra byrådsmedlem John Lamp Henriksen, C.

Lokalpolitik i Frederikshavn Kommune er i disse dage bestemt ikke kedeligt. Det fremgår også af nyhedsmedierne.

Venstres nye emne som borgmesterkandidat, Lone Haugaard, er i Nordjyske i dag ude med nogle fokusområder, der skal gøre noget godt for hende i egenskab af hende som emne til at blive Venstres borgmesterkandidat.

Lone, det her bliver desværre lidt langt, men jeg kunne ikke gøre det kortere. I din udtalelse i Nordjyske er du – som jeg læser det – efter den måde som vi i Danmark håndterer demokratiet. Jeg hylder de demokratiske muligheder, vi har i Danmark og i Frederikshavn Kommune. Man kan lade sig opstille til eksempelvis et kommunalvalg, og får du tilstrækkelig opbakning i befolkningen, bliver du valgt. Du er valgt med de kompetencer, du kommer med. På alle måder. Du behøver ikke være teaterdirektør, halinspektør eller økonom for at sidde i eksempelvis Kultur- og Fritidsudvalget. Du kan som lægmand med din interesse for området komme med dit bidrag til opgaveløsningerne. Vi har administrationen til at sikre den faglige sparring, og at alt foregår efter gældende regler og lovgivning. Det er en styrke for demokratiet.

Med ovennævnte in mente kan jeg se, at du i Nordjyske omtaler ”politibetjenten” i bestyrelsen på Frederikshavn Havn. Det antager jeg er mig. Jeg antager også, at når du skriver, at nogle af ”vennerne” fra byrådet er sat ind i havnens bestyrelse, ja så er det også mig. Jeg mener heller ikke, at jeg har nogle uvenner i byrådet. Uanset partifarve. Men med dine udtalelser synes jeg, at du har en lidt anderledes måde at udtrykke vores venskab på. Det lever jeg selvfølgelig med. Jeg er ikke sart, og piver ikke over tonen til nogen som helst. Du skal derfor heller ikke være bekymret for, at jeg tager den op i byrådssalen på noget tidspunkt.

Og Lone – når vi nu er ved Frederikshavn Havn. I forbindelse med konstitueringen umiddelbart efter kommunalvalget i 2021, fik jeg forhandlet nogle poster til Det Konservative Folkeparti. De poster er jeg stadig glade for, da de er med til at sikre os den indflydelse som vælgerne udstyrede os med, og dermed følger der også et ansvar som vi står ved. Selv om vi kun er 2 i vores byrådsgruppe, så bliver vi hørt med den vægt, vi kan forvente. Venstre – og dermed dig – valgte til sidst at stå helt uden for konstitueringen. Partierne skal selvfølgelig hver især gøre, hvad vi mener er bedst for at få ens egen politik og mærkesager igennem.

Vi bliver lidt ved Frederikshavn Havn. De ubegribelige ledelsesmæssige dispositioner trækker spor længere tilbage end den bestyrelse, der blev nedsat den 1. januar 2022. Meget længere tilbage. Den trækker spor tilbage til en tid, hvor Venstre også var repræsenteret i havnebestyrelsen. Med de kompetencer eller erhvervsuddannelser som I valgte skulle sidde deri. Jeg går i den tro, at de Venstre medlemmer, der sad i havnebestyrelsen dengang, traf deres beslutninger på det oplyste grundlag, der for dem blev præsenteret af både direktion og bestyrelsesformand. På samme måde må du tro på, at jeg i den periode, jeg har siddet i havnebestyrelsen har truffet de beslutninger, der var bedst i forhold til den viden som jeg blev bidraget med af direktionen og bestyrelsesformanden. Noget tyder på at der er et gab mellem den virkelighed som direktionen har præsenteret og den virkelighed, vi står i lige nu. Så sent som den 20. november 2023 bad jeg direktionen i havnen om at lave en opdateret stresstest på havnens økonomi. Jeg fik oplyst, at Frederikshavn Havn på det tidspunkt kunne optage lån for yderligere 80 mio. kr. og så stadig servicere sin gæld. På trods af direktionens gentagne oplysninger om, at der ikke var ”fugle på taget” i forhold til omsætningen, viste det sig ikke at holde stik. Som bestyrelsesmedlem må jeg tro på, at de økonomiske oplysninger, der bliver givet er korrekte, og jeg forventer ikke, at jeg skal fakta checke om Frederikshavn Havns kunder virkelig kan præstere den omsætning til havnen som er anført. Jeg må stole på, at de tal, der leveres er valide og korrekte. Dette er den virkelighed som jeg sad i.

Gennem hele 2022 og 2023 har jeg haft en dialog med kommunaldirektøren og borgmesteren om forholdene. På trods af borgmesterens og kommunaldirektørens vedholdenhed om at få tilsendt vitale økonomiske tal og beregninger, lykkes dette ikke, da et flertal i havnebestyrelsen efter afstemning ikke ønskede at udlevere de ønskede tal til sin ejer. Både Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune har i den retning haft advokatbistand til tolkning af havneloven. Ingen af svarene fra advokaterne var klokkeklare.

I september måned gjorde jeg kommunaldirektøren opmærksom på vicedirektørens ansættelsesforhold. Jeg blev først klar over det i samme måned, da jeg faldt over det i et tidligere regnskab. Havnedirektør og bestyrelsesformanden synes på dette tidspunkt, at det var ganske normalt. Sikkert tilfældigt – men umiddelbart efter trak de fire eksterne bestyrelsesmedlemmer sig fra havnebestyrelsen, og du har siden også kunnet følge sagen i medierne. Specielt på TV2 Nord.

Så Lone – selv om man er politibetjent eller svejser kan man godt stille spørgsmål til tingene og jeg kan forsikre dig om, at ingen af os kun har siddet på hænderne og røget cigarer ved bestyrelsesmøderne. Vi har deltaget aktivt og interesseret og informeret ejer i det omfang den tidligere bestyrelse ikke har gjort det, og det var nødvendigt. Selv for en jurist har der bare været en uhensigtsmæssig lovgivning, der har været en væsentlig barriere for ejeren for at få sine oplysninger om Frederikshavn Havns drift. Med din baggrund vil jeg anbefale, at du fremover vil være med til at få ændret havneloven, så en ejer uden juridiske benspænd kan få alle ønskede oplysninger udleveret.

Til sidst glæder jeg mig over, at Frederikshavn Kommune får en jurist som mulig borgmesterkandidat, men med dine betragtninger i Nordjyske, kan jeg selvfølgelig spørge om en jurist er tilstrækkelig uddannet til at være borgmester. Et job hvor man jo i den grad skal være samlende, innovativ, udviklende, fremsynet, loyal og økonomisk orienteret. Mig bekendt består juristuddannelsen i en erfaring, hvor man er mere bagud skuende og laver love og regler med baggrund i historien, og dette er der jo ikke meget fremsynethed i. Jeg anerkender selvfølgelig, at sidstnævnte kompetencer kan man erhverve sig på andre måder.

Jeg er af den opfattelse, at en politibetjent også kunne være et bud på en plads i borgmesterstolen. Dette er før set i vores dækningsområde, og det er sådan flere steder i Danmark i øvrigt.

 

 

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger