
Forårskoncert med Den Unikke Trio i Sæby Kirke
3. april 2024 - kl. 1:44 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Inner Wheel vil gerne give den bedst tænkelige start på foråret. Organisationen er således arrangør af en humørfyldt og nærværende forårskoncert med Den Unikke Trio, som består af Tina Siel, Tine Lilholt og Knud-Erik Thrane.
Det foregår onsdag den 1. maj kl. 19,00. Entréen er 150 kr., og overskuddet fra koncerten går til velgørende formål for børn med udfordringer i Frederikshavn Kommune.
Tina Siel er kendt for sine skønne fortolkninger af salmer og sange. Tine Lilholt er kendt for at finde ind i fløjtens og harpens sjæl med flotte improvisationer, og Knud-Erik Thrane understøtter som pianist med sin indføling og sine smukke harmonier. Trioen fejrer i år 20-års jubilæum.
Billetter kan reserveres ved indbetaling af entrébeløb på mobilepay 26023.
Sæby Inner Wheel er et stærkt netværk af kvinder med vidt forskellig baggrund. Som medlem af Inner Wheel er det vigtigt at fremme venskab og hjælpsomhed samt at styrke og fremme forståelsen mellem mennesker både lokalt, nationalt og internationalt. Der besøges virksomheder og organisationer, eller klubben får besøg af spændende foredragsholdere. Gennem aktiviteter samles økonomiske midler til at støtte børn med udfordringer i Frederikshavn Kommune.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forårskoncert med Den Unikke Trio i Sæby Kirke' til en bekendt