
Sommerhus brændte i mange timer
25. marts 2024 - kl. 7:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Da Nordjyllands Beredskab søndag ved spisetid blev kaldt til sommerhusbrand på Grønsiskevej i Sæby, lignede det en sag der var lige til, men sådan skulle det vise sig ikke at være.
Meldingen lød på brand i sommerhus og anmelder havde oplyst, at det brændte under gulvet i dele af sommerhuset. Ved ankomst kunne brandfolkene og indsatsleder Bo Isaksen da også konstatere, at det brændte i gulvhøjde på den ene side af huset, ligesom en terrasse stod i flammer.
En hurtig indsats kunne man tænkte, men sådan gik det langt fra, for da brandfolkene havde fået slået ilden ned i den ene side af huset, ja så begyndte det blot at brænde i den anden side og vel og mærke under gulvet og inde i væggene.
Motorsav og bajonetsav måtte tages i brug og gulvet i store dele af sommerhuset blev skåret op, så man kunne komme ned til ilden der lyste op under gulvet, stort set overalt.
En indsats på mere end 7 timer, efterlod sommerhuset totalskadet og i en tilstand der næppe gør det beboeligt igen.
Huset var iøvrigt lige solgt og de nye ejere igang med at male og renovere inden den kommende sommersæson.
Teknikkere skal nu undersøge huset nærmere for at fastslå brandårsagen. Ingen kom til skade under branden i sommerhuset.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommerhus brændte i mange timer' til en bekendt