
16-årig beruset nordjyde stjal firmabil og kørte vanvidskørsel
14. marts 2024 - kl. 9:58 - af Jeanette Wildenhoft
Onsdag den 13. marts omkring kl. 22.30 meldes en firmabil i Dybvad stjålet og Nordjyllands Politi sætter ind for at finde den stjålne bil.
Påkørsel af patruljevogn og vanvidskørsel
Omkring midnat lokaliseres bilen i Vesthimmerland og bag rattet sidder en blot 16-årig dreng – og han viser sig ikke umiddelbart at ville overgive bilen til politiet. I stedet vælger han at påkøre patruljevognen, inden han i høj fart fortsætter flugten gennem flere byer.
Påkører elskab og afbryder strømmen i sommerhusområde
Med en efterhånden betydelig række forseelser på samvittigheden, ender den unge nordjydes vanvidskørsel i Ertebølle, hvor han påkører han et elskab. Herved forårsager han strømafbrydelse i en stor del af et sommerhusområde i byen.
Her ender jagten dog ikke, da den 16-årige fortsætter sin flugt til fods og efterlader et par venner i den forulykkede bil.
Beruset og formodentligt på stoffer
Politiet lykkedes til sidst med at fange den unge flugtbilist, som viser sig at være beruset og formodentligt også påvirket af stoffer. På ham finder politiet en kniv og han overtræder derved også knivloven.
10 grove forseelser
I løbet af de få timer formår den unge mand at lave hele 10 lovovertrædelser og han ender med at sove rusen ud i detentionen i Aalborg.
Med hensyn til den stjålne firmabil, så kan politiet berette, at den ikke bliver konfiskeret da ejeren af bilen er fuldstændig uden skyld. Han kan derfor se frem til at få sin bil returneret – om end med lidt spor efter den begivenhedsrige tur.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '16-årig beruset nordjyde stjal firmabil og kørte vanvidskørsel' til en bekendt