Der kan ikke frankeres med eksisterende frimærker fra årsskiftet

Der kan ikke frankeres med eksisterende frimærker fra årsskiftet

4. december 2023 - kl. 7:53 - af

Selveste juleaften i det herrens år 1624 – altså for tæt ved 400 år siden – udstedte kong Chr. Den 4. en ”Forordning om Post-Budde”, populært kendt som postvæsenets ”fødselsattest”. I efteråret 1711 overgik postvæsenet til staten.

Omkring år 1800 købte postvæsenet sin første diligence, og i 1847 kom jernbanen til, og i 1856 blev der indsat særlige bureauvogne.

Det første danske frimærke så dagens lys den 1. april 1851. Som følge heraf kunne der derepå indføres brevkasser.

I 1927 blev Telegrafvæsenet og Postvæsenet ét væsen: P&T. I 1995 bliver postvæsenet en selvstændig offentlig virksomhed. Den 23. maj 2002 vedtager Folketinget Lov om Post Danmark A/S. i 2011 kommer så navnet PostNord til. Samtidig sker der en fuld liberalisering af postmarkedet, da Post Danmarks eneret op omdeling af breve under 50 gram bortfalder.

Store ændringer fra årsskiftet

Med udgangen af 2023 sker der meget store ændringer. Da ophæves som en aftale i Folketinget den danske befordringspligt, som Post Danmark historisk har varetaget.

Da begynder PostNord, hvad man betegner som ”en tilpasning til den nye markedssituation”. Der foretages en række justeringer på brevmarkedet, som indebærer, at PostNords brevforretning, som den kendes i dag, ikke vil være en del af virksomheden på sigt. PostNord fortsætter et styrket fokus på pakkemarkedet.

Vedtagelsen af en ny postlov betyder, at PostNord nu påbegynder en tilpasning af brevforretningen til de nye markedsvilkår.

Fra årsskiftet justerer PostNord derfor produkter, services og priser, hvortil en række forsendelser, herunder breve, magasiner og pakker bliver pålagt moms, når den nye postlov træder i kraft.

Ændringer i priser og services

”Digitaliseringen af samfundet betyder, at det ikke længere er en økonomisk bæredygtig forretning i sig selv at levere breve til hele Danmark. Med den nye postlov bortfalder befordringspligten og den kompensation, som staten har betalt for at opretholde en landsdækkende infrastruktur. Som konsekvens heraf medfører det en række ændringer i vores priser, services og organisation i det nye år,” siger konstitueret adm. direktør i Post Danmark, Nikolaj Ahrenkiel.

PostNord forventer at begynde en tilpasning af organisationen i løbet af 2024. Tilpasningen af forretningen vil ske i takt med den fortsatte markedsudvikling.

Dette indebærer, at PostNord nu tilpasser sig en virkelighed, hvor brevforretningen, som vi kender den i dag, på sigt ikke vil være en del af koncernens produkt. Eller sagt på en anden måde: PostNord har ikke længere et egentligt fokus på brevforsendelser.

Der sker følgende justeringer fra årsskiftet

  • Et almindeligt indenlandsk brev på 0-100 g stiger til 25 kr. inkl. moms (i dag koster det 12 kr. at sende et brev på op til 50 g)
  • Eksisterende frimærker vil ikke længere kunne bruges på nationale breve på baggrund af det nye momskrav
  • Der fjernes mere end 1.000 postkasser landet over.
  • Omdeling af dagblade ophører.
  • Postbokse udfases i løbet af 2024.
  • Servicen ”tilbageholdelse af post” ophører.

Beslutningerne vedrørende PostNords brevforretning får ikke konsekvenser for PostNords tilstedeværelse på pakkemarkedet i Danmark.

Så vidt avisen erfarer fra anden side (skrevet med forbehold), skulle eksisterende frimærker stadig kunne benyttes på brevforsendelser til udlandet efter Nytår, hvilket har med momsreglerne at gøre.

Af Transportministeriets hjemmeside fremgår det indledningsvis, at Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige er enige om at vedtage lovgivning om en ændring af indretningen af postsektoren fra 1. januar 2024, der ”afspejler udviklingen af postmarkedet og sikrer betjeningen af borgerne på de områder, hvor der fortsat er et behov for statslig regulering.”

Så har man frimærker liggende i skuffen, er det nok nu man skal overveje at sende familie og venner et julekort!

Link til PostNord, hvor der kan læses mere om de nye regler:

https://www.postnord.dk/om-os/presse-og-media/pressemeddelelser/2023/vedtagelsen-af-ny-postlov-medforer-justeringer-hos-postnord

Link til Transportministeriets præsentation af den nye aftale:

https://www.trm.dk/media/wwjm15ii/aftale-om-rammerne-for-den-fremtidige-indretning-af-postsektoren-fra-d-1-januar-2024-a.pdf

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Der kan ikke frankeres med eksisterende frimærker fra årsskiftet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger