
Kom til ”Krybdyr på biblioteket”
4. oktober 2023 - kl. 9:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I oktober måned disker bibliotekerne op med lidt ekstra spændende for børn og børnefamilier – særligt i forbindelse med efterårsferien og Halloween, hvor man kan blive klogere på dyr og særligt dem, der rumsterer om natten.
På Frederikshavn Bibliotek skal vi løbe i mørke. Lyset slukkes i den store kælder under biblioteket og så er det ellers bare at løbe afsted og se, om man kan finde de dyr, der tit er vågne, når vi selv sover. Der er en præmie til dem, der finder alle dyrene. Så kig grundigt i krogene og på reolerne. Mørkeløbet afholdes både mandag den 16. oktober og 19. oktober kl. 10-11 og kl. 13-14. Du skal være 6-12 år for at deltage og det er gratis – du skal bare møde op. Vær dog opmærksom på, at der er et begrænset antal pladser.
Krybdyr og ugler
Sæby Bibliotek har inviteret en lang række små ’venner’ som du kan møde – de kan være både bløde, hårde, tørre, slimet og stikkende. Lørdag den 07. oktober kl. 10 kan du komme til ”Krybdyr på biblioteket” og hilse på, når dyrhandlen ’Styr på dyr’ kommer med bl.a. slanger, pindsvin, leopardgekko og kakerlakker. De vil fortælle alt de ved om dyrene og hvis du tør, kan du også få lov til at røre dem. Det er gratis at være med, så fortæl det bare til hele familien.
Kender du til uglernes verden? Har du set en ugle i virkeligheden? Nu har du muligheden for at komme tæt på rigtig levende ugler og andre rovfugle, når ’Uglernes Verden’ kigger forbi Manegen – Sæby Kulturhus fredag den 20. oktober kl. 11. De vil fortælle alt de ved om de spændende natfugles liv – vi skal for eksempel høre om, hvor uglerne bor, hvad de spiser og andre sjove ’ugle-facts’. Foredraget er gratis, men man skal huske at tilmelde sig på bibl.frederikshavn.dk. Hvis du gerne vil helt tæt på og se nærmere på uglerne, skal du købe en ’uglebillet’; den koster 20 kr.
Hele uge 42 kan du på bibliotekerne i Frederikshavn, Sæby, Skagen, Østervrå og Ålbæk tage på skattejagt efter nattens dyr og lære dem bedre at kende. Man skal dog huske, at nattens dyr er eksperter i at gemme sig, så man skal gøre sig umage for at finde dem alle blandt de mange bøger. Hvis det lykkes er der en lille præmie.
Lidt gys med Halloween
Halloween fejres på bibliotekerne i Frederikshavn, Sæby og Skagen. Her kan man blandt andet afprøve sit mod med vores ’følekasser’. Tør du stikke hånden ind og mærke efter, hvad der er gemt? – hvem ved om du får alle fingrene med ud igen? Udfordre for eksempel din søskende, en ven eller bedsteforældre fra mandag den 23. oktober til 31. oktober, når personalet er tilstede – se åbningstiderne på bibl.frederikshavn.dk.
Der skal også kreeres uhygge, når bibliotekerne dækker op til den helt store omgang Halloween-krea tirsdag den 31. oktober kl. 10-17. Begge dele er gratis – mød bare op. Se mere på bibl.frederikshavn.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kom til ”Krybdyr på biblioteket”' til en bekendt