
Investeringscase for indsatsen for hjemløse
28. september 2023 - kl. 8:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Budgetopfølgningen ved udgangen af august måned viser et merforbrug på ca. 4 mio. kr. til borgere i Frederikshavn Kommune, som har boet på herberger og/eller forsorgshjem efter Servicelovens § 110.
Der ses en stor stigning i antal borgere her i kommunen. Stigningen er sket i takt med, at der er godkendt flere private herberger i nærområdet.
Social- og Sundhedsudvalget ser nærmere på udviklingen på udvalgets næste møde den 2. oktober.
I Frederikshavn Kommune er antallet af betalte døgn for kommunens borgere steget til over 1.000 døgn på forsorgshjem i nogle måneder af 2023, hvor kommunen for 2-3 år siden betalte omkring 500 døgn pr. måned. Pr. 1. juli 2023 og pr. 1. oktober 2023 er der trådt en lovændring i kraft, som vedrører omlægning af indsatsen mod hjemløshed.
Lovændringen medfører en række ændringer i rammer om kommunernes hjemløseindsats. Bl.a. medfører lovændringen, at statsrefusion for herbergsophold afskaffes for ophold over 90 dage i løbet af et år. Der er dog en overgangsordning til 31. marts 2026, hvor det er 120 dage, der gælder i stedet for de 90 dage.
Tidligere blev der givet 50% statsrefusion af udgifterne til ophold på herberger uanset varighed. Lovændringen øger kommunernes udgifter til området. Derfor har kommunerne modtaget Lov og Cirkulæremidler til dækning af tabt refusion. Frederikshavn Kommune modtager i 2024 ca. 2,5 mio. kr. i kompensation for tabt refusion.
Formålet med lovændringen er, at markant færre borgere skal være hjemløse, og loven skal gøre op med langvarig hjemløshed. I Loven er der ønske om at udbrede indsatsen via en såkaldt ”Housing First” tilgang.
Refusionsomlægning har til hensigt at gøre det rentabelt for kommunerne at hjælpe borgere ud af hjemløshed og i egen bolig med den rigtige specialiserede støtte.
Det er et krav i loven, at der skal laves handleplaner på alle borgere på boform til borgere i hjemløshed. Kommunerne får mulighed for, under en række betingelser, at udskrive borgere fra herberger.
For at leve op til formålet i lovgivningen, så færre borgere bliver hjemløse ved at medvirke til, at de får en bolig og får øget mulighed for at mestre eget liv, er det administrationens vurdering, at der er behov for en indsats, som tager afsæt i en tættere dialog og opfølgning med brugerne i herbergerne.
Derudover vil der være behov for at koble boligindsatsen med øvrige sociale indsatser for målgruppen i samarbejde med eksterne samarbejdspartner, fx boligselskaberne.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Investeringscase for indsatsen for hjemløse' til en bekendt