Vand fra åen til opfyldning af voldgrav ved Sæbygård
14. september 2023 - kl. 10:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 14. september udløb indsigelsesfristen vedr. en tilladelse til indvinding af overfladevand fra Sæby Å til opfyldning af Sæbygård Slots voldgrav.
Frederikshavn Kommune har givet tilladelse i henhold til Lov om vandforsyning til indvinding af op til 20.000 m3 overfladevand i anlægsfasen, når voldgraven udvides for at sikre, at vandstanden ikke falder mere end 1 meter under normal vandstand, når materialer bortgraves fra voldstedet, og overfladearealet øges.
Derudover gives tilladelse til indvinding af op til 10.000 m3 overfladevand pr. år i driftsfasen til opretholdelse af vandstanden, som løbende svinder via fordampning og udsivning via ler-membran. Indvindingen sker fra eksisterende indvindingsanlæg med indtag i Sæby Å, som tilhører Sæby Golfklub.
Frederikshavn Kommune har endvidere truffet afgørelse om, at tilladelsen til indvinding ikke udløser krav om miljøvurdering.
Indvindingens formål er vandindvinding fra Sæby Å til opretholdelse af vandstanden i Sæbygård Slots voldgrav. Anlægsperioden er fra 1. oktober 2023 til 31. marts 2024, hvor voldgraven udvides.
Indvindingsanlægget skal være opstillet og benyttes på en sådan måde, at det ikke virker hindrende på vandets frie løb eller besværliggør vandløbets vedligeholdelse. Tilladelsen er gyldig til og med d. 31. juli 2033.
Indvindingen fra Sæby Å sker via Sæby Golfklubs eksisterende indvindingsanlæg, hvor der etableres yderligere en pumpe ved siden af den eksisterende i pumpehuset, som ligeledes tilkobles det eksisterende sugerør i jorden.
Det ansøgte projekt vurderes at have en neutral effekt på levesteder for dyr samt yngle- og rasteområder.
Indvindingen af overfladevand fra åen vurderes ikke at påvirke grundvandet væsentligt i området eller fremtidig anvendelse heraf. Indvindingsanlægget er beliggende i områder med særlige drikkevandsinteresser og inden for indvindingsoplandet til Sæbygårdværket. Indvindingsanlægget er beliggende ca. 480 m nordvest for den nærmeste vandindvindingsboring tilhørende Sæbygårdværket.
Sæby Golfklub har på nuværende tidspunkt tilladelse til at indvinde op til 10.000 m3 overfladevand pr. år fra samme indvindingsanlæg. Denne tilladelse forventes forøget til 15.000 m3 pr. år.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vand fra åen til opfyldning af voldgrav ved Sæbygård' til en bekendt