Igangsætning af prøvehandling for Frederikshavn som E-kommune

Igangsætning af prøvehandling for Frederikshavn som E-kommune

8. september 2023 - kl. 7:55 - af

Frederikshavn Kommune står overfor en demografisk udvikling, der udfordrer. Andelen af personer over 65 år stiger. Samtidig falder arbejdsstyrken. Flere vil få brug for hjælp, og der vil være færre hænder til at løse velfærdsopgaverne.

Det udfordrer kommunens økonomi og øger behovet for at levere ”mere for mindre”. For at håndtere fremtidens udfordringer, er kommunen nødt til at gentænke velfærden og gå nye veje i måden, man løser velfærdsopgaverne på. Det gøres bl.a. ved at skrue op for brugen af teknologi og digitalisering.

Indførelsen af velfærdsteknologi ændrer måden at levere ydelser på. Det er vigtigt at formidle muligheder og begrænsninger i brugen af velfærdsteknologien og modne borgere, medarbejder og organisation til at blive klar til en fremtid, hvor velfærdsteknologi spiller en større rolle.

Social- og Sundhedsudvalget havde spørgsmålet om E-kommune på dagsordenen ved udvalgets seneste møde.

Kommunens direktionen sætter en prøvehandling vedr. E-kommunen i gang i perioden fra september til december 2023. Formålet er er blive klogere på potentialet, klarlægge udfordringerne og i praksis afprøve, hvordan man kan udføre opgaver ved brug af teknologi.

Når der indføres velfærdsteknologi, skal det give mening ud fra et borgerperspektiv, et medarbejderperspektiv og et økonomisk perspektiv.

Prøvehandlingen skal understøtte følgende:

  • borgernes behov for tryghed, sikkerhed, selvhjulpenhed og social kontakt
  • borgernes muligheder for at være så uafhængige og selvhjulpne af offentlig hjælp som muligt
  • medarbejdernes behov for et godt arbejdsmiljø og faglig udvikling
  • forebyggende indsatser i forhold til borger og medarbejder
  • reducering af transporttid
  • optimering af arbejdsgange.

Gevinstpotentialer og øget tryghed

Velfærdsteknologi rummer gevinstpotentialer, som kan bidrage til at løfte kvaliteten af velfærdsydelserne og i form af øget tryghed, selvhjulpenhed og social kontakt for borgerne.

Teknologien kan forebygge nedslidning, forbedre arbejdsmiljøet og give medarbejderne et fagligt løft. Den kan frigive hænder til den velfærd, der kræver menneskelig omsorg. Set fra et økonomisk perspektiv kan velfærdsteknologi bidrage til en smartere og mere effektiv måde at løse opgaverne på.

Prøvehandlingen skal være med til at afdække, hvor velfærdsteknologien med fordel kan anvendes og træde i stedet for et fysisk besøg. Man har fra andre kommuner erfaret, at det kan være hjælp til medicin, støtte til måling af værdier såsom blodsukkertal, vejledning, tilsyn og psykisk støtte.

Videoopkald, mulighed for at levere støtte til isolerede borgere, som ellers ikke ville have åbnet sin dør, større tilgængelighed pga. mulighed for kortere, men flere konsultationer samt større mulighed for at klare sig i eget liv, hvis man kan få bostøtte, når man er på arbejde, uddannelse eller andet er nogle af de elementer der indgår til gavn for borgerne.

Involvering af borgere og pårørende

Prøvehandlingen involverer et lille udsnit af borgere og pårørende – og på sigt frivillige og civilsamfundet med henblik på at understøtte den enkelte borgers behov. Borgerne er omfattet af fagområderne Center for Sundhed og Pleje, Center for Handicap og Psykiatri og Den Kommunale Ungeindsats.

Det er frivilligt, om borgeren vil deltage i prøvehandlingen. Det sker på baggrund af en fælles vurdering mellem borger og medarbejder ud fra visiterede ydelser, indsatser, motivation etc.

Frederikshavn Kommune er en del af KL’s Teknologipartnerskab, som er et partnerskab mellem topledere fra de kommuner, der arbejder med skærmbesøg.

Tanken bag partnerskabet er at understøtte implementering af skærmbesøg i kommunerne gennem ledelsesmæssigt fokus og forankring.

Formålet med deltagelsen er at kunne trække på erfaringer og inspiration fra andre kommuner og ligeledes dele erfaringer. Der arbejdes på at sende en fælles ansøgning til Erhvervsfremmestyrelsens pulje om velfærdsteknologiske indsatser om finansiering til indkøb af skærme.

Prøvehandlingen er første trin i at få etableret en model for, hvordan kommunen får anvendt teknologi i samarbejdet med borgerne, så det giver værdi i forhold til kvalitet, arbejdsmiljø, organisation og økonomi.

Tekst: Per Rye

 

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Igangsætning af prøvehandling for Frederikshavn som E-kommune' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger