March mod Ensomhed ‘23 går gennem Dybvad og Sæby
31. august 2023 - kl. 8:42 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Patrick Cakirli vandrer Danmark rundt for 6. gang for at skabe fokus på ensomhed såvel som for at samle ind til velgørenhed.
Fra den 7. august til og med den 13. oktober vil Patrick udføre hans 6. March mod Ensomhed, hvor han igen vil vandre 2.000 kilometer gennem Danmark i den gode sags tjeneste.
Fredag d. 22. September starter Marchen i Flauenskjold og ender i Frederikshavn. Vil du med? Det er gratis at deltage, og man bestemmer selv, hvorfra og hvor langt man vil gå med.
Konceptet for March mod Ensomhed er som følger: Patrick må ikke gå, medmindre han har følgeskab – ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.
Patrick udfører March mod Ensomhed hvert år fra uge 32 til og med uge 41 for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som i år støtter Livslinien – en civilsamfundsorganisation, som forebygger selvmord og selvmordsforsøg gennem telefon-, chat- og mailrådgivning.
”Jeg har haft en hård og turbulent opvækst på skiftende opholdssteder og i en plejefamilie. Jeg har i mange år kæmpet med ensomhedsfølelsen, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste: Det estimeres at 600.000 mennesker i Danmark hvert år føler sig svært ensomme, og det synes jeg ikke er okay. Derfor inviterer jeg Danmark med ud på en uforpligtende gåtur, hvor vi sammen kan skabe opmærksom på problemet.”
– Patrick Cakirli
March mod Ensomhed ‘23 udføres i samarbejde med 60 kommuner, Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, Tæl Skridt, Livslinien og Middelfart Sparekasse.
FAQ:
– Patrick Cakirli kan træffes på mobil: 93 30 01 80.
– Se ruten gennem Danmark: Link
– Deltagelse er gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med.
– Tilmelding foregår på March mod Ensomheds Facebook-side: Link
– Det er muligt at støtte Ensomhed Danmarks Landsindsamling via bankoverførsel (1686 3232619987) eller på MobilePay (425 000).
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'March mod Ensomhed ‘23 går gennem Dybvad og Sæby' til en bekendt