
Nordjysk Svæveflyveklub fylder 60 år
23. august 2023 - kl. 7:56 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 26. august fejrer Nordjysk Svæveflyveklub, at det i år er 60 år siden, at glade entusiaster sendte det første svævefly på vingerne på den daværende flyveplads ved Knivholt. Siden er klubben flyttet til Sæby Flyveplads, som de deler med Sæby motorflyveklub.
Trods de 60 år lever klubben og har det godt. Det seneste år er kommet hele 11 nye medlemmer til, så jubilæumsåret har budt på høj flyveaktivitet og nye spændende tiltag.
Når man melder sig ind i Nordjysk Svæveflyveklub, bliver man en del af et stærkt og rummeligt kammeratskab. Der er plads til alle, som kan og vil bidrage til sikker flyvning. Medlemmerne varierer mellem nye yngre medlemmer og i den anden ende en gruppe meget erfarne medlemmer med +40 års anciennitet i klubben. Nogle medlemmer hygger sig med at flyve tæt på flyvepladsen, mens andre udfordrer sig selv med længere ture. Flere har fløjet med ved DM.
Fælles for alle medlemmer er en dyb fascination over at kunne flyve på naturens egne kræfter. På gode dage kan flyveturen vare i timevis og i mere end 1.000 meters højde. Har man først prøvet at cirkle rundt sammen med en musvåge i et lydløst svævefly, er der ingen vej tilbage. Og der er noget at fortælle om i klubhuset efter flyvedagen.
Svæveflyvning er en fritidsaktivitet, men blandt klubbens medlemmer er der en håndfuld, som har startet en karriere som professionel pilot og på den måde skudt en genvej.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjysk Svæveflyveklub fylder 60 år' til en bekendt