
Arkivfoto
Internationalt besøg på Sæbygård ved Sct. Georgs Gildet
27. juli 2023 - kl. 9:31 - af Thea Larsen
Sct. Georgs Gilderne i Danmark, også kaldet de gamle spejdere, er i år arrangør af den 11. europæiske konference.
Fra 30. juli til 3. august danner Ranum Efterskole College rammen om denne begivenhed, hvor ca. 150 gildemedlemmer fra hele Europa deltager. Lokale gildemedlemmer deltager både som hjælpere og i selve konferencen.
Om aftenen torsdag den 3. august vil Herregården Sæbygård summe af stemmer på mange forskellige sprog. Sct. Georgs Gildet i Sæby har nemlig tilbudt sig som værter for de 35 konferencedeltagere, der umiddelbart efter dagene i Ranum har meldt sig til en arrangeret Danmarkstur med bus.
Den første dag går turen op langs Vestkysten til Grenen, hvor de 2 verdenshave mødes. Efter middelaldermiddagen i Sæbygårds kælder, kører bussen videre til Dronninglund, hvor gæsterne skal overnatte – og så fortsætter deltagerne til andre af Danmarks seværdigheder bl. a. Jellinge Stenene, Odense og H.C. Andersen, inden man slutter i København. Overalt modtages gæsterne af danske Sct. Georgs Gilder.
Sæbygård har i flere generationer gæstfrit åbnet de historiske rammer for spejdere og gildearrangementer. Sct. Georgs Gildet i Sæby har lejet kælderen til værtskabet for fremmede gildemedlemmer fra Spanien, Italien, Tyskland, Luxemburg, Frankrig, England og Irland. Danske gildemedlemmer fra Hirtshals, Skagen, og Frederikshavn deltager aktivt i aftenens værtskab, hvortil de også får hjælp af spejderledere fra Thorshøj og Ousen Gruppen KFUM.
Deres udenlandske gæster vil blive mødt af korpsfaner i borggården samt trompetspil af Frank Hejslet, der selv er tidligere spejder, men nu vil glæde dem med sit spil i Musikkorpset smukke røde uniform. Gildemester Elisabeth Egebæk byder velkommen og familien Arenfeldt fortæller Sæbygårds historie i kort version.
Aftenen fortsætter med hyggeligt samvær på mange sprog under kælderens hvælvinger, hvor der er dækket med lertøjs service og store damaskservietter. Menuen består af vildtgryde af rådyr fra Sæbygård Skov, middelalderbrød Skonrogger og Simler/Vegger med dansk pølse, lokal honning, dansk ost og rosenbladsgelé af Rose de Recht, som vokser langs hele sydmuren på herregården. Til middagen kan man nyde Sæbygård Rød- eller Hvidvin, saft eller vand.
Blandt de lokale gildemedlemmer tælles flere frivillige fra herregårdens støtteforening ”Sæbygårds Venner”. Alle har ydet deres allerbedste for at præsentere Sct. Georgs Gildets udenlandske gæster for en smule ægte Danmarkshistorie.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Internationalt besøg på Sæbygård ved Sct. Georgs Gildet' til en bekendt