
Fiskerfamilie og tidligere Masterchef-deltager indbyder til madværksted
20. juli 2023 - kl. 6:49 - af Thea Larsen
Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i din sommerferie, så tag til madværkstedet “Smagen Af Kattegat”.
Fiskerfamilien Stjerne lærer dig at tilberede jomfruhummere fanget ud for den nordjyske kyst, og byder på smagsprøver og historier fra fiskerlivet på kutter Stjerne. Dagen bliver selvfølgelig rundet af med et festmåltid, som du selv har været med til at tilberede.
Rikke Stjerne er fiskerkone, madentusiast og tidligere Masterchef-deltager. Sammen med fiskerdøtrene Emma og Laura guider vi deltagerne gennem dagens program i køkkenet på kajen. Menuen står på lækker hummersuppe og hummere lavet på grill.
Råvarerne og opskrifterne bliver gennemgået i fællesskab. Der vil selvfølgelig også være tid til at stille spørgsmål, smage og være nysgerrig.
Ved Rikke Stjernes side er ægtemand og fisker Henrik Larsen. Kom med ombord på kutter FN 261 Stjerne og oplev hverdagen som fisker. Henrik der er ejer og skipper ombord på kutteren, vil give en rundvisning ombord og fortælle om livet på havet.
Hvis du har lyst, kan du sejle en tur ud på vandet. Her kan du gå på opdagelse ombord på kutteren, se lastrummet, maskinen og måske du endda kan være så heldig at få lov til at styre skibet.
På kajen vil fiskeren hive en kasse fisk frem fra lasten, som han har fanget i løbet af natten. Her får vi en snak om de forskellige fiskearter og skaldyr, og om du kan genkende nogle af dem. Her vil der blive mulighed for at røre og udforske de forskellige fisk, som Henrik sætter en ære i at fange.
Efter arrangementet vil det være muligt at købe jomfruhummere med hjem, så du er klar til at eksperimentere videre hjemme i køkkenet.
Ideen til arrangementet opstod under Coronanedlukningen, hvor virksomheder kunne søge tilskud til arrangementer. Det er opstartet i Strandby Fiskeriforening, men nu har familien overtaget det privat.
– Hvis du vil sætte fodspor, så skal du give folk en oplevelse, som de mærker og som sætter sig i dem. Mit håb og budskab er at spise mere lokal fisk og inspirere andre til at tilberede mere fisk derhjemme. Derudover indbyder vi til en snak om det danske fiskeri, fortæller Rikke Stjerne til Sæby Avis.
Begivenheden finder sted i Sæby den 20. juli og den 26. august. Herudover finder den sted i Strandby den 21. juli. Desværre er der allerede udsolgt i Sæby den 20. juli.
Du kan læse mere om begivenheden her.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fiskerfamilie og tidligere Masterchef-deltager indbyder til madværksted' til en bekendt