
Stærkt førstekvartalsresultat sikrer godt afsæt for 2023
3. maj 2023 - kl. 11:08 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Stigende renteindtægter og fortsat stærk kreditkvalitet hos bankens kunder er blandt årsagerne til, at Spar Nord kommer ud af 1. kvartal med et samlet resultat på 557 mio. kroner efter skat og en egenkapitalforrentning på 19,5 procent.
Spar Nord har onsdag offentliggjort regnskab for 1. kvartal 2023, og med et resultat på 557 mio. kroner efter skat og en egenkapitalforrentning på 19,5 procent er der grund til at være tilfreds. Det fortæller administrerende direktør, Lasse Nyby:
– Trods tilbagegang i gebyrindtægterne som følge af fald i aktivitetsniveauet på særligt bolig- og realkreditområdet i det seneste kvartal, viser regnskabet, at både vækst i forretningsomfang, stigende markedsrenter og gode resultater på de finansielle markeder har bidraget positivt til det resultat, som vi i dag har offentliggjort.
– Det vidner om, at vores kunder fortsat er godt rustet til at håndtere den turbulens, der har ramt både virksomheder og privatøkonomier.
Det kan for bankens vedkommende blandt andet ses ved en stigning i 1. kvartal 2023 i bankudlån på 6,3 mia. kroner og bankindlån på 7,1 mia. kroner sammenlignet med 1. kvartal 2022.
– Samtidig er der grund til at fremhæve den uændrede stærke kreditkvalitet blandt vores kunder, som i 1. kvartal har betydet meget begrænsede tab og nedskrivninger. Det vidner om, at vores kunder fortsat er godt rustet til at håndtere den turbulens, der har ramt både virksomheder og privatøkonomier, tilføjer Lasse Nyby. Således udgjorde nedskrivninger på udlån beskedne 1 mio. kroner i 1. kvartal 2023 mod en indtægt på 7 mio. kroner i samme periode sidste år.
Som følge af den fortsatte usikkerhed omkring den økonomiske udvikling har banken ved udgangen af kvartalet valgt at fastholde niveauet for de ledelsesmæssige skøn, hvorfor banken står godt rustet til de kommende kvartaler.
Fremgangen i indtjeningen kan blandt andet tilskrives øgede nettorenteindtægter på 334 mio. kroner sammenlignet med 1. kvartal 2022, mens nettogebyrindtægterne i perioden faldt med 41 mio. kroner til 397 mio. kroner.
De samlede omkostninger steg med 6 procent til 629 mio. kroner mod 592 mio. kroner i samme periode sidste år, hvilket blandt andet kan henføres til åbningen af nye lokalbanker det seneste år.
Udviklingen i kerneforretningen betyder, at Spar Nords basisindtjening lander på 729 mio. kroner før nedskrivninger mod 322 mio. kroner i 1. kvartal 2022. På baggrund af resultatet for 1. kvartal 2023 fastholder Spar Nord sine finansielle forventninger for hele året. Det samlede resultat for 2023 forventes realiseret i niveauet 1.800-2.100 mio. kroner efter skat.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stærkt førstekvartalsresultat sikrer godt afsæt for 2023' til en bekendt