
Fælles front for at undgå slagterilukning
28. april 2023 - kl. 18:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag eftermiddag mødtes borgmester i Frederikshavn Kommune med nordjyske griseavlere og repræsentanter for fødevareforbundet NNF for at finde fælles afsæt for dialog med Danish Crown om at hindre lukning af slagteriet i Sæby.
Frederikshavn Kommune var fredag fra kl. 12.00 vært for et møde mellem kommunen, nordjyske svineproducenter, repræsentanter for slagterimedarbejderne, fødevareforbundet NNF og LandboNord.
Her blev det drøftet, hvordan man kan stå sammen om at finde en løsning på den varslede lukning af slagteriet Danish Crown i Sæby.
– Vi har inviteret til det her møde, fordi vi ikke har givet op. Vi tror på, at der stadig kan findes løsninger for slagteriet i Sæby. Det er vigtigt for os at få flere perspektiver på mulige løsninger, og det er meningen med mødet i dag at gå herfra hånd i hånd for en fælles løsning og med henblik på at få dialog med topledelsen i Danish Crown, siger borgmester Birgit S. Hansen.
Inspireret af bornholmerne
I 2014 varslede Danish Crown en lukning af slagteriet på Bornholm, men her blev slagteriet reddet med fælles indsats fra kommunen, medarbejderne, fødevareforbundet NNF og de bornholmske landmænd.
– På mødet har vi talt om mulighederne for at lave en lignende model, som da varslingen om at lukke slagteriet på Bornholm kom. Det kræver selvfølgelig, at alle parter bidrager. Vi er klar, siger borgmester Birgit S. Hansen.
På mødet fredag eftermiddag besluttede kommunen, fødevareforbundet NNF og LandboNord at gå sammen om at få en god dialog med topledelsen i Danish Crown.
– Medarbejderne i Sæby har altid præsteret og leveret effektivt, og slagteriet har altid kunnet trække på stabil arbejdskraft. Derfor vil vi have en dialog i gang med topledelsen i Danish Crown om at kigge på løsninger sammen i Sæby i stedet for, at arbejdspladserne skal flyttes længere ned i landet, siger Svend Erik Andersen, afdelingsformand for fødevareforbundet NNF.
– Vi er hinandens forudsætninger; griseavlere, slagteri og lokalsamfund. Derfor er det også vigtigt, at vi arbejder på at finde en fælles løsning. Vi kæmper med for høje omkostninger i forhold til afregningsprisen på grisene. Derfor er det også vigtigt, at vi sammen taler om nogle af de andre rammer, som kan være en udfordring for økonomien, siger Torben Farum, formand for LandboNord.
2 kommentarer til “Fælles front for at undgå slagterilukning” under annoncerne.




Jeg mener at det er tosset at køre så langt med grisene når denne kilometer når vi så skal have kødet her op igen vi skal spare på diesel.
Jørn Madsen. Det skyldes kr og øre. nemlig At afregningsprisen pr. kg. er i fx. Tyskland er højer end i Danmark og dermed er flere kr. at hente ved at sende dem til Tyskland.
Det samme når folk tager til den Tyske grænse for at handle ind. Det skyldes jo oftes at der er penge at hente ved at købe i Tyskland frem for i Danmark. Jeg er helt enig med dig i at det er tåbeligt at fragte danske grisene til Tyskland. Men det kan bedre betale sig. Altså økonomisk.