SF: Katastrofe for Sæby og omegn

SF: Katastrofe for Sæby og omegn

22. april 2023 - kl. 7:18 - af

Torsdagens meddelelse om, at Danish Crown i løbet af kort tid lukker sin afdeling i Sæby, er kommet som et chok for de fleste borgere i Frederikshavn Kommune – og for borgerne i Sæby er det en næsten ubegribelig tragedie.

7-800 medarbejdere står til at miste deres job i en landsdel, hvor arbejdsløsheden blandt ufaglærte i forvejen er landets højeste. Hertil kommer de mange afledte arbejdspladser indenfor håndværk, service og handel.

Det er svært at overvurdere hvor stor en betydning, netop Slagteriet har haft for en by som Sæbys historie og udvikling. Der er nok så godt om ingen af de familier, der har boet i Sæby gennem generationer, der ikke har været i berøring med Slagteriet gennem de mere end 100 år virksomheden har eksisteret – herunder også den familie undertegnede selv er rundet af. Der er blevet bygget parcelhuse, skabt levegrundlag og velfærd for utallige familier på baggrund af gode faste job til en god betaling. Byens handelsliv har blomstret, folk er flyttet til området i de mange, år hvor afvandringen fra land til by var størst, fordi der var gode job at få.

Selv den dag i dag pendler folk hertil fra nabokommunerne for at nyde godt af  job, hvor områdets mange ufaglærte kunne skabe en god indkomst, hvis man var villig til at yde den ofte hårde fysiske indsats, et job som slagteriarbejder kræver.

Man har aldrig fået sin indkomst foræret på Slagteriet – hver en krone var uden diskussion tjent, men virksomheden har også altid taget hånd om de arbejdere, der stabilt passede deres job gennem årene. Man var foregangsvirksomhed da man i 1980´erne etablerede en børnehave primært tilpasset medarbejdernes arbejdstider, og når en veltjent medarbejder gik på pension, var der resten af livet flotte julegaver fra virksomheden. De senere år har virksomheden også skabt arbejdspladser til mange nye borgere af anden etnisk herkomst, og har således ydet et uvurderligt bidrag på integrationsområdet.

Herfra skal der endnu engang lyde en dyb beklagelse over, at Danish Crowns ledelse har fundet det nødvendigt at skride til det drastiske skridt, det er at lukke en virksomhed med en så afgørende betydning for et relativt lille samfund. En beslutning som jeg indtrængende vil bede virksomheden om at genoverveje. Det skurrer fælt i mine ører, at mens lokale slagterier mangler slagtesvin, så kører man gladelig svin til Tyskland til opfodring og slagtning. Udover at koste arbejdspladser her til lands, så er der også såvel et klimaproblem som et dyrevelfærdsproblem ved at fragte dyr over så store afstande.

Men størst må smerten være for de hundredvis af lønmodtagerfamilier, der nu skal til at skabe sig et nyt forsørgelsesgrundlag. For dem er smerten og uvisheden uudholdelig, og for dem må såvel Frederikshavn som nabokommunerne i samarbejde med de faglige organisationer og A-kasser bruge alle tilgængelige midler, for at hjælpe de berørte videre – med job, uddannelse, kurser osv. Herfra skal der lyde den dybeste sympati for de ramte – og en opfordring til at hele områdets øvrige erhvervsliv må åbne deres døre for de stabile og gode hænder, der nu søger anden relevant beskæftigelse.

På vegne af SF Frederikshavn
Søren Visti Jensen

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'SF: Katastrofe for Sæby og omegn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger