
Sæby Ro- og Kajakklub har 75års jubilæum
17. april 2023 - kl. 1:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Ro- og Kajakklub har eksisteret i 75 år. Dette jubilæum markerer klubben med afholdelse af en lille reception i klubhuset ved Sæby Å lørdag den 22. april.
Kl. 10 vil der være standerhejsning, og kl. 11 taler borgmester Birgit Stenbak Hansen. Kl. 12 vil klubben være vært ved en let anretning, inden der kl. 15 takkes af for gæster. Kl. 18 afholdes medlemsfest for nuværende medlemmer med partner.
Det startede i 1948
I 1948 fik en gruppe unge mænd den idé, at man ville starte en roklub i Sæby, og den 20. april blev der holdt stiftende generalforsamling på Hotel Dania i Sæby. En af initiativtagerne, Flemming de Fine Licht, blev valgt som formand, og kasserer blev Frede Jacobsen. Den øvrige bestyrelse kom til at bestå af Poul Mørk, Olav Knudsen og Kai Møller (guldsmed).
Man havde selvfølgelig ingen klubhus, så man lånte Sæby Skibsværfts værksted som bådehus og omklædningsrum. Man havde kun én båd (”Neptun”), og den blev hejst op under loftet, og man klædte om i høvlspånerne. Redningshusets slæbested blev benyttet til at sætte båden ud fra – det var en lang tur at slæbe båden frem og tilbage!
I efteråret 1948 købte man en barak (”tyskernes efterladenskab”) på Knivholt Flyveplads for 3.000 kr. ”Vi skulle selv skille barakken ad og transportere den til Sæby. Vi brugte vel 3 weekender på det, og så gravede vi ud til sokkel og støbte den,” fortælles det i klubbens annaler. I juni 1949 kunne man indvie huset.
Indkøb af 4 havkajakker
2001 startede med indkøb af 4 havkajakker. Klubben havde hurtigt fundet ud af, at med Kattegat lige uden for døren, er havkajakken særdeles velegnet.
På et tidspunkt rådede man over 15 kajakker, men alligevel blev man nødsaget til at indføre medlemsstop, da antallet af kajakker slet ikke slog til.
Efter generalforsamlingen i 2002 kom man til at hedde Sæby Ro- og Kajakklub.
Formænd og æresmedlemmer
Klubben har haft disse formænd: Flemming de Fine Licht, Poul Mørk, Søren Lyng, Hans Jørgensen, Anders Jørgensen, Palle Mørk, og siden 2020 har Jesper Heinemeier været formand.
Man har også udnævnt 5 æresmedlemmer: Poul Mørk, Hans Jørgensen, Niels ”Urmager”, Karen Jørgensen samt John Wøhlk.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Ro- og Kajakklub har 75års jubilæum' til en bekendt