
Arkivfoto
Sommergade i Algade og Strandgade på vej igen i år
14. april 2023 - kl. 9:21 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I sommeren 2022 var der etableret sommergade i Algade og Strandgade i Sæby. Politikerne skal nu tage stilling til, om dette initiativ skal fornyes i den kommende sommerperiode.
Teknisk Udvalg har det på som et punkt på dagsordenen for udvalgets næste møde den 18. april.
Udvalget skal beslutte, om man fra 26. juni til 31. august ønsker at gøre Algade/Strandgade i Sæby til sommergade i stil med sidste år. Dertil skal det besluttes, om ordningen skal gøres permanent fremover, hvis evalueringen for 2023 sidenhen også er positiv.
I skolernes sommerferie i fjor var sommergaden i Sæby en prøvehandling med begrænsning af trafik til Algade og Strandgade i en 6 ugers periode.
Trafiktællingerne før og under prøvehandlingen viser, at trafikken i Algade og Strandgade blev mere end halveret i perioden.
Den kommunale administration vurderer, at tiltagene i prøveperioden har haft succes med at lede trafikken til havnen og væk fra den historiske gade samt givet mere plads til de bløde trafikanter.
Områdets beboere og andre med interesse for projektet blev indbudt til evalueringsmøde, hvor der var stor opbakning til at fortsætte samt forlænge perioden med sommergaden i 2023. Der har også været positive tilbagemeldinger fra bl.a. byens handelsstandsforening og erhvervsforening.
Administrationen foreslår på den baggrund, at sommergaden gentages i år med den samme trafikafvikling. Det foreslås yderligere, at ordningen forlænges til at gælde i 10 uger, så ordningen strækker sig ud over skolernes sommerferie til slut august.
Det forventede budget til sommergade er 50.000 kr. til opsætning og nedtagning af skilte og plantekummer. Administrationen søger om at få bevilget de 50.000 kr. fra Dispositionspuljen.
Ud over en evaluering senere på året vil administrationen i sommeren 2023 igangsætte de nødvendige analyser med henblik på at lave den overordnede planlægning for trafikafviklingen på Sæby Havn.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Sommergade i Algade og Strandgade på vej igen i år” under annoncerne.




Af referat fra mødet i Teknisk Udvalg fremgår det, at udvalget har sagt ja til, at der indføres 10 ugers “sommergade” i Algade/Strandgade i Sæby.