
Foto: Jesper Larsen, januar 2023.
Håber supersygehus er klar til brug i 2026
6. april 2023 - kl. 8:47 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) håber, det nye supersygehus i Gistrup syd for Aalborg vil være klar til at tage i brug i 2026.
Avisen har talt med regionsrådsformanden, der bestemt ikke lægger skjul på sin ærgrelse over, at man er 1,37 milliarder kroner over budgettet.
”Der er fortsat mange udfordringer. Ikke mindst er der vrøvl med vand og fugt, som trækker ind i byggeriet og i facaderne. Reelt er der tale om, at mure er fulde af vand,” påpeger Mads Duedahl.
Der er desværre ikke nogen simpel løsning, så Duedahl har nu bedt regionens administration om at få lavet en rapport, som kan godtgøre fejl, mangler og løsninger.
”Vi imødeser, at der må findes penge til erstatning via regionens forsikringer, men mange entreprenører skal jo også aflønnes. Vi forhandler med Christiansborg om en midlertidig ”hjælpeøkonomi” til finansiering af overskridelserne. Jeg synes jo ikke, det er de nordjyske skatteydere, som i sidste ende skal hæfte for de mange fejl og overskridelser,” lyder det fra Mads Duedahl.
Når hospitalet til sin tid står klar, vil alle sygestuer være én-sengs-stuer.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Håber supersygehus er klar til brug i 2026' til en bekendt