Generalforsamling i Kræftens Bekæmpelse
23. marts 2023 - kl. 8:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kræftens Bekæmpelse i Frederikshavn afholdt sin årlige generalforsamling mandag den 20. marts. I Frivillighuset i Frederikshavn.
Formand Fie Mølgård bød alle fremmødte velkommen til en aften med foredrag, generalforsamling med mad og drikke og hyggeligt samvær.
Regionskonsulent Lise Aslak var aftenens indlægsholder og dirigent. Kræftens Bekæmpelse arbejder i disse år bl.a. med senfølger til kræft som et politisk fokus og derfor var emnet naturligt nok senfølger.
”Helbredt, men ikke rask”.
Forskning i dag viser, at 60% af alle kræftoverlevere vil opleve senfølger enten af deres sygdom eller af behandlingen, som kommer under eller også op til år efter deres afsluttede behandling. Senfølger, der påvirker ens fysiske, psykiske og sociale liv, kort sagt, har stor indflydelse på livskvaliteten.
Træthed, angst, bekymringer, søvnproblemer, føleforstyrrelser, hjerteproblemer og påvirket seksualitet er nogle af de hyppigste senfølger.
Desværre er der mange kræftoverlevere, der ikke ved, hvor de skal gå hen med deres symptomer, de føler sig overladt til sig selv i stor utryghed. Faktisk kan man nu få hjælp på senfølgeklinikker rundt om i landet. I Ålborg findes en senfølgeklinik ift. underlivs – og bækkengener. Men hjælpen generelt set er langt fra god nok. I Region Nordjylland arbejder Kræftens Bekæmpelse på at få en klinik op at stå for alle senfølger generelt set og forhåbentligt vil regionsrådet afsætte midler til dette i de kommende år.
Ellers er det vigtige arbejde nu ude i kommunerne at de praktiserende læger og rehabiliteringer bliver opmærksomme på problemet. I Frederikshavn kommune er der rehabiliteringsforløb for kræftpatienter i vores 3 sundhedshuse og her arbejdes der med senfølger, udfordringen er blot, at senfølger kan opstå efter mange år, og hvad gør patienten så?
Frederikshavn lokalforening arbejder ihærdigt for at udbrede kendskabet til senfølger og vil senere på året tage emnet op i et bredere forum. Ingen tvivl om, at der kan gøres meget mere, for at kræftoverlevere kan få deres liv til at fungere med senfølger og derved højne deres livskvalitet.
Efter foredraget blev der afholdt generalforsamling.
Formand Fie Mølholt berettede om et år, udfordret af covid 19 eftervirkningerne. Nogle arrangementer havde stor tilslutning, andre færre, men alt i alt et år med stor aktivitet og gode frivillige, der tager en stor tørn.
Lokalforeningen har meget fokus på Fundraising og her er de store aktiviteter Landsindsamlingen, Lyserød lørdag og Stafet for livet. Alle de indsamlede midler går til Kræftens Bekæmpelses forskning, til patient og – pårørende støtte og til oplysning.
Solkampagne i børnehaverne og på børnefestivalen i Skagen er med til at oplyse børn og unge om forebyggelse og barneårene er, hvor de gode vaner kan opbygges. Oplysning om HPV – vaccine er nu så succesfuld, at kampagnen nu udfases nationalt. I Frederikshavn har Løveapoteket været en god samarbejdspartner i at oplyse om vaccinen, både drenge og piger i Frederikshavn kommune er nu helt i top hvad angår tilslutning til vaccinen.
Patientstøtte foregår i vores cafetilbud ifm. rehabiliteringen i sundhedshusene. Her har vi frivillige hjælpere, der sørger for mad og drikke efter træning og er der til støtte og hjælp for de kræftramte.
Qigong og mindfulness udbyder lokalforeningen to gange årligt til kræftpatienter i kommunen. Det er et tilløbsstykke og virkelig et godt tilbud til patienter med udfordringer.
Efteråret bød på foredrag med skuespiller Esben Dalgård i samarbejde med teaterforeningen. En meget rørende aften, der gav stof til eftertanke – ”hvordan leves livet bedst muligt med en uhelbredelig sygdom” jo man kan nok spille på scenen og så have en spand bag tæppet!
Derudover redegjorde formanden for bestyrelsens engagement og deltagelse i diverse møder, kurser og arrangementer både lokalt, regionalt og nationalt. Stor tak til alle bestyrelsesmedlemmer herfor.
Fie Mølholt sluttede med at rette en tak til alle lokalforeningens samarbejdspartnere. Trods trængte tider for alle i samfundet, møder lokalforeningen stor opbakning hos befolkningen, forretningslivet, politikerne, andre patientorganisationer osv. og det er vi dybt taknemmelige for, siger Fie Mølholt.
I den sidste ende er det jo de kræftramte og deres pårørende, der får glæde af alles bidrag.
Næste år byder igen på stor aktivitet. Allerede onsdag den 12. april foredrag omkring Knogler og Kræft i samarbejde med osteoporoseforeningen og Landsindsamling søndag den 16. april, herefter Naturvandring i Vesterskov den 16.maj med Bo Storm. I efteråret kommer Stafet for livet og Lyserød lørdag som fastlagt aktivitet. Herudover bliver der som tidligere nævnt et arrangement om senfølger og ikke mindst et spændende foredrag ”Håb” med vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse Hans Pilgård den 26. oktober. Så på med arbejdshandsken for den nye bestyrelse som er som følgende:
Formand Fie Mølgård, Frederikshavn, næstformand Elin Jakobsen, Frederikshavn kasserer Finn Hjortholm, Frederikshavn, menige medlemmer, Charlotte Frost Frederikshavn, Lene Nielsen Sæby, Monica Falck Christiansen, Strandby, Jens Erik Sørensen, Skagen. Suppleant Kirsten Larsen, Ålbæk og Lene Holmberg, Ravnshøj.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Generalforsamling i Kræftens Bekæmpelse' til en bekendt