
Dancenter flytter kontor fra Sæby til Ålbæk
10. marts 2023 - kl. 1:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Dancenter/Danland har orienteret sine ferieboligejere om, at bureauet pr. 1. maj flytter kontoret fra Sæby til Ålbæk, hvor bureauets lokalkontor fremover vil håndtere driften.
Head of Service and Operation Kaye Rosengaard oplyser I orienteringsskrivelsen, at nøglehåndteringen stadig vil foregå via receptionen i Sæby, indtil andet meldes ud. Dancenter forventer snarest at kunne orientere yderligere herom.
Man anfører, at den daglige service af ens feriebolig fortsætter som hidtil med rengøring og eftersyn efter hvert endt lejemål, som det kendes i dag. ”Vi vil som altid stå til rådighed både for ejer og gæster,” påpeges det.
Chef for kontoret i Ålbæk, Michael Overgaard, understreger over for Sæby Avis, at den fortsatte daglige service med fx check og rengøring af udlejede huse i Sæby-området fortsætter. Han finder, at lukningen af kontoret på Sæby Søbad med flytning til Aalbæk er en god måde at effektivisere udlejningen på.
Fra anden side erfarer Sæby Avis, at man måske går over til et system med ”fysisk” nøgle via nøgleboks.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dancenter flytter kontor fra Sæby til Ålbæk' til en bekendt