
Arkivfoto
Venneforeningen i For Retfærdigheden har afholdt generalforsamling
1. marts 2023 - kl. 1:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Venneforeningen i ”For Retfærdigheden” har afholdt generalforsamling.
Formanden for bestyrelsen, Alice Thaarup, bød velkommen til de ca. 25 fremmødte medlemmer. Derefter mindedes hun det tidligere bestyrelsesmedlem, Karen Walther, som døde sidste år.
I bestyrelsens årsberetning glædede Alice Thaarup sig over, at flere ting havde bevirket, at 2022 havde stået i musikkens tegn. Man havde bl.a. afviklet en klassisk koncert i Riddersalen på Sæbygaard, hvilket havde været en stærk og intens oplevelse.
Der havde været to bogcaféer i samarbejde med biblioteket. Man havde også haft et samarbejde med biblioteket om en aften om Tove Ditlevsens liv og forfatterskab, ligesom man i september måned medvirkede ved børnekulturnatten. Dertil kom deltagelse som en del af Nordisk Råds skumringstime med oplæsning.
2022 sluttede med teater om døden og ”de kolde fødder”, og året igennem havde man i samarbejde med Aarhus Universitet udbudt 6 spændende live-streaminger af foredrag.
Derfor kunne Alice Thaarup konkludere, at det havde været et godt og begivenhedsrigt år.
Per Hjortnæs Pedersen fremlagde et regnskab, hvor der var et beskedent overskud på 61 kr. og en balance på 40.550 kr. Kontingentet blev fastsat til uændret 150 kr. pr. medlem.
I Karen Walthers sted var Johnny Jensen tidligere indvalgt i bestyrelsen. Dette hverv fortsætter han med. Desuden var der genvalg af Else Marie Hinge, Per Hjortnæs Pedersen og Bo Baake med Jenny Østergaard og Ulla Lundholm som bestyrelsessuppleanter.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venneforeningen i For Retfærdigheden har afholdt generalforsamling' til en bekendt