Nu starter billetsalget til VM i kvindehåndbold i Frederikshavn

Efter en fjerdeplads, bronze og sølv ved de seneste tre mesterskaber, drømmer Håndboldkvinderne om at tage det sidste skridt på podiet i Danmark. Foto: Uros Hocevar / kolektiff

Nu starter billetsalget til VM i kvindehåndbold i Frederikshavn

1. marts 2023 - kl. 8:02 - af

Det bliver et af de største håndboldevents nogensinde på dansk grund, når VM for kvinder til december spilles i Frederikshavn og Herning. Og det er nu, du skal sidde klar for at sikre dig en billet.

Selvom der er god tid til december, giver det allerede julelys i øjnene på Håndboldkvinderne og landstræner Jesper Jensen at se frem mod det kommende VM på dansk jord.

Onsdag klokken 10 starter billetsalget til mesterskabet, som Danmark arrangerer i samarbejde med Sverige og Norge. Herhjemme spilles kampene i Arena Nord i Frederikshavn og Jyske Bank Boxen i Herning. Billetter kan købes hos Ticketmaster.

– Nu har jeg selv været tilskuer til både kvindernes VM på hjemmebane i 2015 og herrernes i 2019, og det var to fantastiske oplevelser at være med til.

– Så jeg håber, rigtig mange vil komme og bakke op og gøre det til endnu en stor håndboldfest. Det er jeg sikker på, det bliver, så det gælder nok om at få sikret sig sine billetter i en fart, for jeg tror, der bliver tryk på salget, siger Jesper Jensen.

I Frederikshavn spilles to indledende grupper, en mellemrunde og President’s Cup for de hold, der ikke klarede sig videre fra det indledende gruppespil. Det er endnu uvist, hvilke nationer der kommer til byen, da lodtrækningen først foretages til juli, men billetter giver adgang til samtlige kampe på dagen.

Danmark spiller alle sine kampe i Jyske Bank Boxen, men landsholdsanfører Sandra Toft har alligevel en varm opfordring til nordjyderne om også at tage til håndbold i Arena Nord.

– Det skal man gøre for at se noget god håndbold og også for at vise Danmark frem som den bedste slutrundearrangør, der er. Vi skal vise verden, at vi er en nation med et stort håndboldhjerte, der bakker op om mesterskabet, lyder det fra målvogteren, der er kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller.

Frederikshavn skulle også have huset verdens bedste håndboldspillere under EM i 2020, men på grund af den omfattende nedlukning af syv nordjyske kommuner i den periode under coronaudbruddet, blev kampene i stedet flyttet til Kolding.

Derfor glæder Per Malmberg, adm. direktør i Arena Nord, sig ekstra meget til VM, som man også var værtsby for i 2015.

– I Frederikshavn ser vi meget frem til igen at være en del af VM i kvindehåndbold, så det er om at sikre sig de bedste pladser til tophåndbold i Arena Nord. Meget står på spil til dette VM. Dels selvfølgelig mesterskabet i sig selv men også billetter til kvalifikationsturneringen til OL, så det bliver rigtig spændende at følge alle kampe, siger han.

Forventningerne til historiens tredje VM i kvindehåndbold på dansk grund er præcis lige så stor hos formand for Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen.

– Vi glæder os til, i samarbejde med Frederikshavn, Herning og Sport Event Denmark, at arrangere et VM i verdensklasse. Jeg er sikker på, at vores mange håndboldfans og frivillige vil give spillerne det bedste rygstød til at levere toppræstationer og sikre os alle en kæmpe sportsoplevelse, siger han.

VM i kvindehåndbold spilles fra den 29. november til 17. december.

Fakta om VM og billetsalg

Billetterne til VM sættes til salg onsdag den 1. marts klokken 10.00 hos Ticketmaster.

Der spilles kampe i Arena Nord i Frederikshavn både den 29. og 30. november samt 1., 2., 3., 4., 6., 7., 8., 9., 10., 11. og 13. december.

Det er endnu uvist, hvilke hold der skal spille i de to grupper i Frederikshavn, da lodtrækningen først foretages til juli, men billetter giver adgang til samtlige kampe på dagen.

Efter lodtrækningen sættes en ny gruppe billetter til salg, mens de sidste billetter kommer til salg 1. oktober.

Har du spørgsmål til billetsalget eller problemer med at gennemføre dit køb, så kontakt venligst Ticketmaster på tlf. 38 48 16 30. Der er åbent på telefonen fra klokken 10-17.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nu starter billetsalget til VM i kvindehåndbold i Frederikshavn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger