
Sæby Kirke ønsker Godt Nytår
30. december 2022 - kl. 1:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
2022 har været et særdeles aktivt år i Sæby Kirke. Vi fejrede julen efter traditionen med en fyldt kirke efter Coronatidens trængsler. Vi glæder os over, at vi juleaftensdag var over 1.300 i Sæby Kirke fordelt på fire velbesøgte Gudstjenester. Det var fine arrangementer med korsang, orgelspil, fællessang, læsning og prædikener. Sognepræst Peter Jessen talte om den vigtige forskel mellem en perfekt jul og en glædelig jul – han ønskede alle en rigtig glædelig jul. Sognepræst Keld Skovgård lagde vægten på forskellen mellem på den ene side sorg og angst og på den anden side glæde og håb. Både sorg og angst i det private liv og i en verden, hvor krigen er kommet så nær. Begge præster lagde vægt på, at den glæde og det håb der i julens budskab, overvinder alt. Budskabet i det smukke kirkerum lagde på den måde en god begyndelse til en glædelig juleaften for de mange, der deltog.
I hele december – ja hele 2022 har der været mange godt besøgte aktiviteter i kirkens regi med foredrag, koncerter, fællesspisning, samtaler, fællesskab og Gudstjenester både i Sæby Kirke, i Mariehuset og til udendørs arrangementer.
2023 vil også byde på mange aktiviteter. Nytåret fejres med en Gudstjeneste nytårsaftensdag den 31.12 kl. 15.30 med kransekage og champagne og med Gudstjeneste nytårsdag den 01.01.23 kl. 10. Vi går derefter ind i Hellig Tre Konger tiden. Torsdag den 5. januar fejres Helligtrekongersaften med aftenmeditation med en hyldest til lyset og med efterfølgende sammenkomst i Klosterfløjen, hvor der fortælles om de tre vise mænd. Senere i januar gælder det indføring i troens verden, syng-sammen arrangement, Kirkehøjskole og suppeaften.
Også i 2023 vil Sæby Kirke lægge rum til mange spændende koncerter. I april kommer en sydafrikansk trio og synger og spiller operaduetter, gospel og afrikanske folkesange. Overskuddet herfra går til børn i de fattige townships i Sydafrika. Så sæt allerede nu kryds ved søndag den 16. april om eftermiddagen.
Og hver eneste søndag også i hele 2023 fejres Gudstjeneste kl. 10. Alle er velkomne til alle arrangementer.
”Der er mange anledninger til at komme i Sæby Kirke og at opleve en stund i ro samt i det fællesskab om håb og glæde, der forkyndes”, siger Henrik Stage, menighedsrådsformand for Sæby Sogn og ønsker alle et rigtigt glædeligt og velsignet nytår.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Kirke ønsker Godt Nytår' til en bekendt