
Billede taget af Per Kristensen fra Sæby Kirke
Beslutning om basisfaciliteter på Fremtidens Strande
5. december 2022 - kl. 10:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Teknisk Udvalg skal på udvalgets næste møde den 6. december drøfte beslutninger om basisfaciliteter på Fremtidens Strande.
Tilbage i 2019 blev der igangsat en proces med en ambition om at sætte fokus på den eksisterende drift af strandene – herunder hvilke rammer og regler, der gælder for strandene, samt muligheder for udvikling.
Der er afsat en pulje på 500.000 kr. årligt i 10 år. Halvdelen af den årlige pulje kan bruges på basisfaciliteter. Det kan være affaldsløsninger, parkering, toilet, omklædningsfaciliteter, koldtvandsbruser, sikkerhed, tilgængelighed via stier og ramper samt komfort i form af læ og skygge.
Det er kommunens Center for Ejendomme, Park og Vej, der sikrer renhold og basisfaciliteter på strandene.
I en status for 2022 peges der på fornyelse af aktivitetsområder (125.000 kr.), forbedring af cykelparkering ved Damstederne i Skagen (25.000 kr.) samt opsætning af yderligere 12 Life Boards (100.000 kr.).
I en disponering for 2023 peges der på, at der kan disponeres 250.000 kr. til gennemførelse af basistiltag.
Center for Ejendomme, Park og Vej vil næste år gennemføre følgende basistiltag:
• Bro ved Solsbæk 45.000 kr.
• Bænke og borde ved Flakvej syd for Sæby 20.000 kr.
• Affaldssortering på strandpromenaden i Sæby 10.000 kr.
• Fortsat bekæmpelse af hybenroser i kystnære områder 100.000 kr.
• Rampe ved toilettet ved Skiveren + rampe ved badebro ved Sæby Søbad 40.000 kr.
• Pallekasser og vinteraffaldsopsamling ved Vestkysten 35.000 kr.
Center for Ejendomme, Park og Vej indstiller forud for mødet, at tiltag i 2023 disponeres og godkendes.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Beslutning om basisfaciliteter på Fremtidens Strande' til en bekendt