John Mogensen Live i Lyngså Boldklub
6. oktober 2022 - kl. 7:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
zLørdag den 1. oktober blev der afholdt John Mogensen Live koncert i Lyngså Boldklub. Desværre var besøgstallet kun på 36, hvilket svarer til lidt under halvdelen af dem, som der ellers ville være plads til, men dette forhindrede ikke boldklubben i at skabe en helt fantastisk aften for de fremmødte, som fik fuld valuta for pengene.
Dørene blev slået op kl. 18.00, hvor der blev serveret hjemmelavet skipperlabskovs ad libitum, og til dem som ikke var til skipperlabskovs, blev der solgt pølser og brød i kiosken. Lyngså Boldklub havde lavet en specialaftale med Kildespring om levering af Hancock fadøl, hvilket betød, at der kunne sælges iskolde fadøl til kun 25 kr. stykket.
Kl. 20.00 gik John Mogensen Live så på scenen og leverede et brag af en koncert, som nærmere var et helt underholdningsshow med masser af fortællinger og anekdoter mellem de bedste af John Mogensens sange leveret på et utroligt højt niveau. Der opstod nærmest en form for intimkoncert, hvor musikerne på scenen hele aften ping pongede med publikum til alles store fornøjelse Tænk at 2 musikere og 36 publikummer i samarbejde kunne få salen til at koge, for det kunne de i den grad.
Flere af de fremmødte har efterfølgende rost arrangementet til langt over skyerne, og brugt store ord som ”den bedste koncert de nogensinde har været til”, ”dem, som ikke var med, skulle lige vide hvad de gik glip af” og ”topunderholdning”.
Lyngså Boldklub var ellers indstillet på at nedlægge dette årlige indendørs koncertarrangement efter den sløje tilmelding, men oven på de meget positive tilbagemeldinger, samt at man faktisk holder skindet noget nær på næsen, økonomisk, så har man nu besluttet at give koncerten en chance til. Dog vil arrangementet blive flytte frem til foråret, hvor der er langt mere plads i kalenderen. Boldklubben må erkende, at efterårsprogrammet har været for presset i år, efter man rykkede landliggerfesten til august måned. Om man prøver John Mogensen Live igen eller finder på noget nyt, findes der ud af snarest.
Den 29. oktober holdes der ålegilde og den 12. november julefrokost, så programmet er spækket. Mere information om de to kommende arrangementer finder man ved at følge boldklubben på deres Facebook side, eller ved at se på klubbens hjemmeside www.lyngsaaboldklub.dk
Tusind tak til John Mogensen Live for et brag af en aften, og tusind tak til alle fremmødte for at skabe den helt rigtige feststemning.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'John Mogensen Live i Lyngså Boldklub' til en bekendt