
Første spadestik blev taget til Sæby Bakker-projektet i vildt regnvejr
3. oktober 2022 - kl. 11:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Projektet omkring Sæby Bakker har været i gang et stykke tid, men i fredags blev det første spadestik for alvor taget af borgmester Birgit S. Hansen, partner i Udviklingsselskabet Sæby Bakker ApS, Peter Sørensen og Michael Thomsen fra Innovator.
Interessen for den nyudviklede bydel Sæby Bakker med plads til op til 360 boliger har overrasket alt og alle. Sæby er godt på vej til at blive et af de mest attraktive steder at bosætte sig i Vendsyssel og vil forøge befolkningstallet med hele 10%.
– Sæby Bakker bliver et aktiv for Sæby og kommunen. Det vil byde nye til og fylde butikker, skoler, idrætsforeninger og fritidsklubber. Ja, der vil komme flere biler til, men de nye veje er egnet til det. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle deltagende og til vores kommune. Jeg synes, at vi skal råbe hurra for projektet, lød det fra en glad og optimistisk borgmester.
Byggeprojektet startes ud med de første 56 udlejningsboliger, som allerede er lejet ud. Bakkehusene findes i 4 størrelser: 86 kvm • 95 kvm • 101 kvm • 109 kvm. Alle er udformet som enten 3-værelses eller 4-værelses rækkehuse. Tømrermester Ulrik Bisgaard fra Frederikshavn opfører boligerne og de forventes at være klar til indflytning i sommeren 2023.
Næste etape står firmaet Innovator for, hvor 52 rækkehuse skal opføres.
Der er stadig en række parcelhusgrunde til salg i området. Det er EDC Lars Jensen i Sæby, der står for salget af disse grunde. 10 ud af 27 grunde er på nuværende tidspunkt solgt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Første spadestik blev taget til Sæby Bakker-projektet i vildt regnvejr' til en bekendt