Bibliotekerne inviterer ind i poesiens verden

Børnene i Sæby og Østervrå kan glæde sig til poetisk børneteater ’I begyndelsen var begyndelsen’.

Bibliotekerne inviterer ind i poesiens verden

22. august 2022 - kl. 8:16 - af

Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune hylder igen i år poesi og digtning med ’Poesidage’. Fra mandag den 29. august til 4. september kan alle aldersgrupper høre, læse og skrive poesi i mange forskellige sammenhænge, godt hjulpet på vej af lokale samarbejdspartner, der sørger for at få poesien rundt i kommunen.

I 2021 oplevede biblioteket stor interesse for ’Poesidage’, og derfor er biblioteket klar med nye poetiske dage. – Det var rigtig dejligt at opleve, hvor mange, der havde lyst til at hoppe med på vores idé sidste år, og vi tror faktisk, at vi har ramt et behov, udtaler Pernille Lisborg, der er tovholder på Poesidage. På biblioteket elsker vi poesi, og med ’Poesidage’ ønsker vi at vise, hvor fin og forskelligartet poesi er, og vi håber, at vi kan få endnu flere til at elske poesi.
Nu er vi klar igen, og jeg synes, at vi har fået sammensat et rigtig fint program med noget for alle aldersgrupper, lyder meldingen. Vi har også denne gang været heldige at have nogle rigtig gode samarbejdspartnere, som hjælper os med at få poesien bredt ud i hele kommunen.

Kom med dit eget digt
Rigtig mange har, lige som sidste år, igen taget imod opfordringen til at aflevere deres egne digte, hvoraf nogle bliver trykt på postkort, som du kan hente på dit lokale bibliotek. Et af dette års nye tilbud bliver netop oplæsning af egne digte.

– Onsdag den 31. august er rummet og mikrofonen åben for alle, der kunne tænke sig at lytte og måske selv læse et digt op, fortæller Pernille Lisborg.

Program
Poesiugen indledes i For Retfærdigheden i Sæby mandag den 28. august med filmen ’Tove i Stykker’ om Tove Ditlevsen, og som optakt fortæller bibliotekar Pernille Lisborg, hvorfor hun altid har elsket Tove Ditlevsen.

Kystmuseet i Sæby fortæller månedens historie om Gustav Wied, og inviterer på en guidet tur ’I Herman Bangs og Gustav Wieds fodspor’. Ugen slutter også i For Retfærdigheden søndag den 4. september med besøg af Teater Optimis og et cabaret-portræt sammensat af Jeppe Aakjærs fortællinger, selvbiografi og sange.

Børnene i Sæby og Østervrå kan glæde sig til poetisk børneteater ’I begyndelsen var begyndelsen’. I Sæby er der Børnekulturnat fredag den 2. september, og temaet er ’Eventyr og Poesi’.

Ordekvilibristen Per Vers tager nationalskjalden Benny Andersen under kærlig behandling på Frederikshavn Bibliotek tirsdag den 30. august.

’Poesi og Maling’ er det tema Rådhuscentret har arbejdet med, og torsdag den 1. september er der fernisering, livemaling og digtoplæsning i centret.

Poesiens Bus holder på Rådhuspladsen ved biblioteket i Frederikshavn fredag den 2. september. Alle er velkommen til at besøge det lilla folkevognsrugbrød med indbygget poesibibliotek.

Maja Elverkilde rykker ind i Børneværkstedet lørdag den 3. september, hvor børnene kan komme, og sy små finurlige og poetiske notesbøger af genbrugsmateriale.
Hele ugen kan du se Maja Elverkildes interaktive udstilling ’Mærk dit eget og naturens kredsløb med en skovmeditation’ på Frederikshavn Bibliotek.

I Skagen har Kystmuseet valgt at månedens historie er ’Det poetiske Skagen’ og så kan børnene glæde sig til den poetiske forestilling ’ I begyndelsen var begyndelsen’.

Workshops for børn og unge
I løbet af ugen får elever i folke- og privatskoler lov til at prøve kræfter med poesi og lyrik. 8. klasser fra fem skoler og 10.-klassecentret skal på Poesivandring i Poesiparken, og Peter Dyreborg kommer og laver Poetry Slam med 10.-klassecentret og elever i Frederikshavn Privatskolen.

Forfatter Maja Elverkilde besøger skoler i Skagen, Frederikshavn og Sæby, hvor hun laver workshop sammen med elever i 2. og 3. klasse. Eleverne skal sy små poetiske notesbøger af genbrugsmateriale. Forfatter, digter og journalist Gerd Laugesen holder skriveworkshop på Sæby Friskole om poetisk journalistik, og efterfølgende skal eleverne prøve de nye færdigheder af til Børnekulturnat i Sæby den 2. september.

Hele programmet for Poesidagene finder du på bibl.frederikshavn.dk, og du kan også hente en flyer på dit lokale biblioteket. På en særlig Facebook-side kan du følge med i alt, hvad der kommer til at ske i uge 35. https://www.facebook.com/poesidage

Velkommen til en fed uge i poesiens tegn!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Bibliotekerne inviterer ind i poesiens verden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger