
Sæby Scenen præsenterer Liva Weel – et liv passerer revy
3. august 2022 - kl. 10:53 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I dagene fra den 31. august til og med den 4. september kan publikum på Skovlyst i Sæbygaard Skov opleve Sæby Scenens voksenhold ”Det Damgaardske Teaterselskab” i en opsætning af syng med-forestillingen ”Liva – et liv passerer revy”.
Selskabet har tidligere haft store succes’er med ”Mogensen”, ”Landsbyens gadekær”, ”Udsigtsbænken” og ”Baronens glade dage”.
Af den udsendte brochure fremgår det, at Liva Weel den dag i dag fremstår som dronningen i det danske revyland. Ingen har siden formået at overgå Liva Weel i betydning eller popularitet.
Livas historie er imidlertid ikke bare en succeshistorie. Det er også et drama om pigen fra Istedgade, der beherskede både revy- og oprettescenen, men samtidig havde svært ved at overskue sit eget liv.
Dansk revys guldalder falder stort set sammen med den periode, som PH kalder ”Livas regeringstid”. Det er en tid domineret af de store Scala-revyer og PH’s nytænkning samt fremkomsten af komponister som Kai Normann Andersen og Bernhard Christensen.
I forestillingen genoplives numre som ”Ølhunden glammer”, ”Sov Dukke Lise”, ”Manden på risten” og ”Molak, molak, mak mak mak.
Sæby Scenen melder, at publikum kan forvente et brag af en åbningsforestilling på efterårssæson 2022. Og dertil kommer mulighed for at tilkøbe en teatermenu.
Der spilles onsdag, torsdag og fredag aften kl. 19 samt lørdag og søndag kl. 14,30. Der er mulighed for onsdag, torsdag og fredag at tilkøbe en anretning med mørbradbøf á la creme, og kaffebord i forbindelse med de to eftermiddagsforestillinger. Entrébillet og mørbrad/kaffe bestilles på https://flexbillet.dk/saeby-scenen og www.saebyscenen.dk
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Scenen præsenterer Liva Weel – et liv passerer revy' til en bekendt