
Lenie Hovgaard med sin personlige udgave af ”Vejen og sandheden og livet” der nu er altertavle ved Gudstjenesterne på Mariested. (Privatfoto)
Sæbynit har malet altertavle til Mariested
29. juli 2022 - kl. 6:09 - af Henrik Christensen
Gennem snart tre år har en gruppe borgere på det psykiatriske bofællesskab Mariested i Sæby holdt Gudstjeneste én gang om måneden, sammen med sognepræst Peter Falck Sørensen.
Menigheden har gennem tiden fået salmebøger, kalk, nadverglas mm.
Onsdag i sidste uge fik menigheden så en længe ønsket altertavle, malet af Lenie Hovgaard, der selv bor på Mariested. Det blev fejret med kransekage, taler og champagne efter den ordinære Gudstjeneste.
Altertavlen har motiv fra Johannes Evangeliet kapitel 14, hvor Jesus fortæller disciplene, at han er vejen, sandheden og livet, og dermed den direkte vej til Gud for dem, der vil følge ham.
Lenie og farverne
Historien om Lenie og farverne starter for år tilbage, hvor Lenie til sidst måtte opgive en karriere på arbejdsmarkedet på grund af en dårlig ryg. Smerterne ville ingen ende tage på trods af flere operationer. Smertestillende piller hørte gennem længere tid til dagens orden, lige til den dag hun fik en malerkuffert af sin mand i gave.
– Nogle gange giver en blanding af farver uanede resultater, når jeg er i det humør. Andre gange går jeg direkte efter en inspiration, jeg har fået fra mine forbilleder i kunstens verden, fortæller Lenie Hovgaard.
På trods af fysisk og senere psykisk sygdom har Lenie Hovgaard bevaret evnen til og glæden ved at male. Med hjælp fra personalet på den psykiatriske boform Mariested i Sæby giver kunsten hende den indre ro og daglig glæde, der også til dels hjælper på smerterne.
Lenie får som tidligere nævnt inspiration mange steder fra. Men skal hun nævne en favorit er det Monét, som hun er meget fascineret af. Især hans såkaldte Åkandeperiode.
MC
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbynit har malet altertavle til Mariested' til en bekendt