Jobpatruljen på vej rundt for at hjælpe unge med at få styr på arbejdslivet

Ida Bang Jensen.

Jobpatruljen på vej rundt for at hjælpe unge med at få styr på arbejdslivet

6. juli 2022 - kl. 5:10 - af

Den årlige sommerkampagne, Jobpatruljen, har til formål at sikre unge mellem 13 og 17 år en ordentlig start på arbejdsmarkedet. Med mere end 40 år på bagen ruller Jobpatruljen igen ud i det nordjyske sommerland i ugerne 28 og 29.

Jobpatruljen er fagbevægelsens landsdækkende kampagne, som hver sommer rejser rundt og møder de 13 til 17-årige i deres fritidsjob. Her bliver de unge interviewet om forholdene på deres arbejdsplads og hører om deres rettigheder.

Sidste år oplevede knap hver fjerde unge nordjyde i et fritidsjob problemer af en karakter, der krævede en faglig opfølgning fra konsulenterne i enten 3F eller HK, som er de to fagforeninger, der står for Jobpatruljen i Nordjylland.

– I 2021 oplevede vi et lille fald i forhold til året før, hvor der var problemer i ansættelsen for hver tredje unge fritidsjobber. Det er positivt, og viser, at et initiativ som Jobpatruljen stadig har sin berettigelse. Men når hver fjerde unge oplever problemer i ansættelsen, er det stadig alt for mange, siger Ida Bang Jensen, der er ungdomskonsulent i HK Nordjylland og tovholder for den nordjyske del af Jobpatruljen.

Udover de helt alvorlige sager som arbejdsulykker og f.eks. tunge løft, der kan føre til arbejdsskader, kan de sager, der kræver opfølgning være sådan noget, som manglende løn under sygdom eller retten til at arbejde efter en arbejdsplan. To af de emner, der er blandt temaerne for årets Jobpatrulje.

Manglende under sygdom
Sidste år afslørede Jobpatruljens besøg på arbejdspladserne, at flere end halvdelen af de unge ansatte på landsplan oplevede, at de ikke fik løn under sygdom, som de er berettiget til, hvis de er omfattet af funktionærloven, som man er, hvis man arbejder mere end otte timer om ugen i gennemsnit i f.eks. butik, lager, med kundekontakt eller kontor.

– Mange af de unge kender slet ikke de regler, der gælder for dem, og det gælder desværre også for nogle arbejdsgivere. Blandt andet er det arbejdsgiverens pligt at finde afløsere under sygdom, og den ansatte, der er blevet syg, har – hvis man er omfattet af funktionærloven – krav på løn under sygdom, forklarer Ida Bang Jensen.

Heldigvis er lydhørheden som regel stor hos både medarbejdere og arbejdsgivere, når de frivillige fra Jobpatruljen kigger forbi.

– Langt de fleste tager godt imod os, og vi oplever ofte, at hvis der har været problemer et sted et år, så er de blevet løst til næste gang, vi kommer forbi. Det er glædeligt, for vi har et fælles ansvar for at passe godt på de yngste på arbejdsmarkedet og give dem en god og fornuftig start på arbejdslivet, siger Ida Bang Jensen.

Pas godt på de nye kolleger
Og det er ikke kun arbejdsgiverne og de unge selv, der kan gøre en indsats for at forbedre arbejdsforholdene. Derfor er det også et tema for årets Jobpatrulje, at de erfarne kolleger på arbejdspladsen også spiller en vigtig rolle i at tage godt imod de unge.

– De skal tænke tilbage på dengang, de selv startede i et job og huske, at de unge ikke kommer med den erfaring, de selv har opbygget. Selvom tempoet kan være højt, skal de erfarne huske at give plads til, at de unge kollegaer kan lære, mens de arbejder, lyder opfordringen.

Mange nordjyske unge oplever problemer i ansættelsen

 I 2021 registrerede Jobpatruljen i Nordjylland 83 sager med overtrædelser af reglerne om unges arbejdsforhold. Det svarer til knap hver fjerde af de nordjyske ungarbejdere, der fik besøg af Jobpatruljen.
 Jobpatruljen er en landsdækkende oplysningskampagne overfor 13 til 17-årige med fritidsjob.
 Jobpatruljen har eksisteret siden 1979, og i Nordjylland er den organiseret af HK og 3F.
 Unge under 25 år har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdet, som deres ældre kolleger.
 Hele året vejleder Jobpatruljen børn og unge, deres forældre, arbejdsgivere og lærere via en brevkasse og på Fagbevægelsens Hotline på 8024 1010.
 I år er der særligt fokus på tre temaer, nemlig arbejdsplanlægning og arbejdstider, løn under sygdom samt en opfordring til de mere erfarne medarbejdere om at tage godt imod deres nye, unge kolleger.
 I Nordjylland besøger Jobpatruljen i uge 28 og 29 igen i år unge på arbejdspladser i alle de nordjyske kommuner.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jobpatruljen på vej rundt for at hjælpe unge med at få styr på arbejdslivet' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER