En spændende kunstinstallation afsløres på Sæbys nye havn

En spændende kunstinstallation afsløres på Sæbys nye havn

24. maj 2022 - kl. 11:17 - af

Lørdag den 28. maj kl. 11:00 umiddelbart efter indvielsen af den nye havn afsløres en ny kunstinstallation på broen og udsigtsplatformen.

Sæbys nye flotte havneudvidelse er nu færdig til stor glæde for såvel byens borgere, som for Sæbys mange gæster året rundt.

Også Glaspuster Leni Bille glæder sig, for hendes længe nærede ønske om at tilføre den nye havn et stænk af poesi går nemlig i opfyldelse lørdag den 28. maj, når hendes skulpturgrupper med titlen ”Et Hav af Liv – i bobler af lys” bliver afsløret samtidigt med indvielsen af den nye havn.

Sæby-kunstneren Leni Bille har her skabt et spektakulært værk inspireret af havet, himlen, og havnens centrale og historiske betydning. Et værk af store glasbobler på vajende stængler af jern.

Leni Bille ønsker med projektet at understrege stedets ånd ”genius loci” på det nye havneafsnit på samme måde, som Fruen fra havet gør det i den nordlige indsejling til Sæby.

Et Hav af Liv understreger således den på én gang sårbare natur og de voldsomt omvæltende kræfter, der er på spil i det kystnære miljø.

Der er tale om hele to skulpturgrupper med i alt 10 store organiske glasbobler, som i et samspil mellem natur og kultur – lige her, hvor havet møder byen – udgør to helt nye fixpunkter for oplevelsen af den nye havn. Uden tvivl det nye ”insta-spot” i Sæby, hvor man tager selfies af familien, brudepar, vennergruppen, etc.

Fond bag gaven til Sæby Havn

Det er Melsens Fond, oprettet i 2020 efter Svend Melsen fra Hals, som har gjort projektet muligt, lige som Borgmester Birgit Hansen har fulgt projektet og bakket op om den fornemme gave, der tilføjer den nye havn et poetisk udtryk.

Ideen bag

Ideen med Et Hav af Liv af lysende, livfyldte bobler har været at skabe et stedbundet, poetisk og inspirerende kunstværk og fixpunkt for oplevelse. De to skulpturer er tænkt, som en naturlig integreret del af det fritidsliv, som netop her bliver etableret for lystfiskere, sejlere, roere, SUP-ere, vinterbadere og gæster på havnen. En skulptur, som forener naturen i evig bevægelse med havnens levende liv af brugere og besøgende.

Skulpturerne er skabt af to gange 5 store glasbobler, som symboliserer bobler i vand, spækket med liv.
Hvad enten de er opstået i kølvandet af skibe, fisk, planter eller bobler af menneskelig aktivitet og livet på havnen. På let bølgende ”stængler” får de beskueren til at lægge nakken tilbage, og se mod himlen og det spil af lys, som glasboblerne skaber.
Hver boble har sit eget unikke, organisk svajende udtryk som bobler. Individuelt formede og i evig bevægelse, som tang under indflydelse af strøm og bølger.

Værket deles mellem to pladser med hhv. en udadvendt overvejende blålig klynge, som indrammer den centrale udsigtsplatform. Den leder den gående fra havnepladsen ved Sæby Redningsstation over broen mod hav-gabet og udsigten til det åbne hav for enden af en tydelige akse. Hertil kommer en tilsvarende grønlig klynge, som er placeret i den sydvestligste rundning af havnen, hvor der dannes en lille skærmet plads, som vender mod land. Denne sydlige landvendte gruppe af Et Hav af Liv symboliseres af de overvejende grønlige og varme jordtoner. Udover at være skulptur, fremstår boblerne oplyst. Det er belyst udefra af det skiftende dags-og sollys om dagen, og af lyskilder i betondækket under og omkring skulpturerne om aftenen.

Kunstneren bag

Idé-kvinde til skulpturen ”Et Hav af Liv” er glaspuster Leni Bille.
Glaspuster siden 1988, uddannet i Sverige, Frankrig og på Bornholm. Ejer af Sæby Glaspusteri siden 1998, og herudover arrangør af jazzkoncerter i værkstedet i Algade og på Sæby Havn.
Har tidligere erfaring med større værker og skulpturer til bl.a. Sundhedshuset i Pandrup, Maskinfabrikken Skiolds atriumgård og Slagteriet Danish Crown i Sæby.

Kuplerne er så store, at kunstneren har været i Wien, for at puste de store glasbobler på glaspusteriet Comploj, som har ovne, der kan rumme så store emner og samtidigt har stærke, erfarne glaspustere, som kan håndtere de 5-6 kg. tunge værker. Leni Bille har et mangeårigt samarbejde med glaspuster Robert Comploj og hans medarbejdere, som har assisteret kunstneren i processen.

Skulpturens jernstængler, som med tiden bliver rustrøde, er skabt i samarbejde med smedeafdelingen Industri på FGU i Elling – den tidligere Frederikshavn Produktionsskole – hvor lærer Jan Johansen og eleverne Maja Cecilia Brøndum Jakobsen, 22 år og Christian Jensen, 18 år, entusiastisk har deltaget i udformningen af kunstnerens design.

– Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med de unge smedelærlinge, fortæller Leni Bille, der efterfølgende har inviteret skolens elever til en dag med glaspustning i Sæby Glaspusteri.

Melsen Fonden er stiftet i 2020 efter Svend Melsen, som er tidligere ejer af Melsen Tech.
Svend Melsen, der boede i Hals, var et kendt ansigt i Sæby, som han elskede, som sin anden ”hjemby”. Her kom han især ofte på Sæby Havn. Han var desuden meget kunstinteresseret. Gaven til Sæby i form af værket ”Et Hav af Liv – i bobler af lys” er derfor helt i Svend Melsens ånd, fortæller fmd. for Melsen Fonden, advokat Anker Laden-Andersen, der glæder sig til at afsløre skulpturen sammen med Borgmester Birgit Hansen.

En kommentar til “En spændende kunstinstallation afsløres på Sæbys nye havn” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

En kommentar til “En spændende kunstinstallation afsløres på Sæbys nye havn”

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'En spændende kunstinstallation afsløres på Sæbys nye havn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER