Nu skal Sæby Havn indvies
20. maj 2022 - kl. 14:43 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den nye Havn i Sæby bliver indviet lørdag den 28. maj 2022, og det skal naturligvis fejres med en folkefest.
Udvidelsen af Sæby Havn har længe været en drøm for mange, og nu står den endelig færdig til gavn og glæde for både lokalsamfundet, gæstesejlere og turister.
Nye muligheder
Havneudvidelsen er et bidrag til Frederikshavn Kommunes ønske om at skabe udvikling i hele kommunen for at gøre den endnu mere attraktiv for borgere, tilflyttere og turister. Nye faciliteter danner gode rammer for udvikling i bosætningen, turismen og friluftslivet. Sæby gøres endnu mere attraktivt for lokale og besøgende med flere muligheder for at benytte kysten hele året.
Målet er endnu ikke nået, men havneudvidelsen er et stort skridt på vejen i udviklingen af Sæby og hele Frederikshavn Kommune.
Et program med oplevelser for hele familien
Indvielsen af Sæby Havn fejres med masser af aktiviteter og underholdning fra lørdag formiddag – på både den nye og gamle del af Sæby Havn. Derudover vil der også være aktiviteter på Sæby Torv fra klokken 9.30 – 13.00.
Aktiviteter og underholdning er arrangeret af foreningerne i Vandsportens Hus, Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Sæby Kirke i samarbejde med Frederikshavn Kommune.
Havneindvielse og afsløring af kunstinstallation
Den officielle indvielse begynder klokken 11.00, hvor Borgmester Birgit Hansen klipper snoren til den nye havn. Hun giver også et par ord med på vejen sammen med Formand for Sæby Erhvervsforening, Kim Müller og Direktør for Destination Nord, Tonny Thorup.
Herefter vil Borgmester Birgit Hansen afsløre en ny kunstinstallation på Sæby Havn, Et hav af liv – i bobler af lys, som er givet af Melsens Fond. Det er Sæby-kunstneren Leni Bille, der har skabt to skulpturer inspireret af havet, himlen og havnens betydning.
Fakta
Frederikshavn Kommune begyndte arbejdet med Masterplan Sæby i 2015, og der gik ikke lang tid, før Sæby Erhvervsforening etablerede en arbejdsgruppe med direkte fokus på havnens udvikling, de erhvervsmæssige muligheder og bidrag. Der endte med et tæt parløb og samarbejde mellem Frederikshavn Kommune og Sæby Erhvervsforening, hvor hinandens kræfter og roller kunne forenes og trække i samme retning. I samarbejde med Hasløv & Kjærsgaard blev der udarbejdet skitser og ansøgningsmateriale til Kystdirektoratet.
Se hele programmet her:
Program og oversigtskort_indvielse af Sæby Havn lørdag den 28. maj 2022
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu skal Sæby Havn indvies' til en bekendt