
16 meter højt tårn blandt mange aktiviteter ved Holtbjerg
9. maj 2022 - kl. 8:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Et udkigstårn på 16 meter kan blive en realitet, hvis et projekt ved Holtbjerg mellem Voerså og Præstbro realiseres.
Østkystens Guld søger kommunen om tilskud til et større projekt, der bl.a. omfatter et 16 meter højt udkigstårn samt en aktivitetsplads med bålhytte, shelters, toiletbygning, naturlegeredskaber, barfodssti og en mindre p-plads ved området Holtbjerg.
Ansøgningen er på dagsordenen, når Distriktsrådet mødes næste gang den 11. maj. Kommunens Center for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at der på nuværende tidspunkt ikke bevilges tilskud til projektet. Det anbefales foreningen at søge midler fra Projektudviklingspuljen til projektets videre planlægning. Foreningen opfordres dog til at søge Landdistriktspuljen igen, når projektet er længere fremme.
Tidligere har naturområdet Holtbjerg været et yndet udflugtsmål, da der her var udsigt til en stor del af Vendsyssel. Nu er træerne i området imidlertid blevet så høje, at udsigten er væk. Derfor ønsker foreningen at genetablere udsigten med det nye udkigstårn, og midlerne hertil er allerede i hus.
De eksisterende shelters i området er meget benyttede, så for at imødekomme et behov for flere overnatningsmuligheder, påtænker foreningen – foruden de almindelige shelters også et shelter i tårnet – hvis det bliver muligt.
Med etableringen af den nye aktivitetsplads med de mange forskellige faciliteter ønsker Østkystens Guld at tiltrække både lokale og turister, som gerne vil nyde naturen samt udsigten fra tårnet.
Det samlede budget er på 1.930.000 kr., hvoraf frivilligt arbejde udgør 30.000 kr. Den øvrige finansiering på 1.775.000 kr. dækkes af ansøgte fonde, hvoraf 1.175.000 kr. er bevilget. Der er ingen egenfinansiering. Der søges således om et tilskud fra Distriktsrådet på 125.000 kr.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '16 meter højt tårn blandt mange aktiviteter ved Holtbjerg' til en bekendt