104 Aktive Kvinder til generalforsamling

104 Aktive Kvinder til generalforsamling

29. marts 2022 - kl. 12:03 - af

Bestyrelsen for Aktive Kvinder Sæby kan glæde sig over flot opbakning fra den store medlemsskare både til de mange arrangementer og til den årlige generalforsamling. Ikke færre end 104 af de 370 medlemmer deltog denne aften. Aktive Kvinder Sæby er fortsat den største lokalforening i Nordjylland.

Sidste år måtte man aflyse generalforsamlingen på grund af Corona-pandemien, så det var en glad formand Karen Drastrup, der kunne byde de mange medlemmer velkommen til denne aften, der afvikledes i Sæby Spektrum.

Aftenen startede med et let traktement, hvorefter formanden aflagde sin beretning for 2020/2021. Forinden havde man valgt Lillian Christensen som dirigent.

Karen Drastrup udtrykte stor glæde over igen at kunne samles til foreningens arrangementer. Af de mange planlagte måtte man på grund af Corona aflyse 11 arrangementer i 2020 og 8 i 2021.

– Det har været en meget hård tid, men nu glæder vi os til at vise jer det nye program, der er under udarbejdelse og udkommer medio juli. Programmet indeholder noget for alle aldersgrupper, lyder det fra formand Karen Drastrup.

Til slut takkede formanden foreningens medlemmer for stor opbakning til bestyrelsen under Corona-pandemien, og til bestyrelseskollegaerne for godt samarbejde og med stor hjælpsomhed.

Herefter aflagde formanden fra Hyggeklubben Birgit Erikstrup sin beretning. Også her måtte man aflyse en stor del af de planlagte arrangementer på grund af Corona. Møderne afvikles i Musikhuset i Skolegade, hvor der deltager omkring 40 pr. gang.

Kassereren Søs Nielsen forelagde regnskab for både Aktive Kvinder Sæby og Hyggeklubben for Ældre. De viste begge, at det også økonomisk går godt for Aktive Kvinder, trods de mange aflysninger.

Kontingentet fastsattes uændret.

Til bestyrelsen var der genvalg til Karen Drastrup, Birgit Erikstrup og Grethe Christensen samt 1. suppleant Yrsa Østergaard. 2. suppleant Elsebeth Kristensen modtog ikke genvalg. Elsebeth Kristensen ønskede at træde ud af bestyrelsen efter 20 år, heraf 18 år som kasserer. Under stor klapsalver fra bestyrelse og medlemmer takkede formanden Elsebeth for det store arbejde, hun har udført gennem en lang årrække. Som ny 2. suppleant blev Birthe Mellergaard valgt.

Aftenen sluttede med kaffe og amerikansk lotteri.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '104 Aktive Kvinder til generalforsamling' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger