
Murermester Kjeld Pedersen, Lønstrup.
Spændende generalforsamling hos Røde Kors
20. marts 2022 - kl. 17:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er godt gang i Røde Kors’ aktiviteter i Sæby.
Det var tydeligt i beretningerne, der blev fremlagt på den årlige generalforsamling den 15. marts i Mariehuset. Selvom 2021 delvist var et år med Corona, blev det et godt og aktivt år for afdelingen. Alle aktiviteter, Genbrugsbutikken, Besøgstjenesten, Nørklerne, Nørkleriet og Flygtningeaktiviteten fortalte om årets arbejde og arrangementer, som viste, at man er ved at være tilbage til et før-Corona aktivitetsniveau.
Formanden fortalte i sin beretning bl.a. om afdelingens støtte til inden- og udenlandske projekter, om ferielejr for lokale børn, om julehjælp og om den årlige dør-til-dør indsamling.
Der var også valg til bestyrelsen. Formand gennem 18 år og medlem af Røde Kors siden 1976, Inger Ejstrud, havde valgt at trække sig som formand, men fortsætter i bestyrelsen.
Som ny formand valgtes Inge Carlé. I øvrigt var der genvalg til Birgit Madsen og Jytte Nielsen. Som suppleanter valgtes Ulla Larsen og Palle Mølholt. Bestyrelsen konstituerer sig endeligt med næstformand og kasserer på førstkommende bestyrelsesmøde.
Den afgående formand blev hyldet for sin indsats af både bestyrelse, aktivitetsleder og af repræsentanter fra Landskontoret.
Generalforsamlingen var velbesøgt og de fremmødte medlemmer fik også en frisk beretning om Røde Kors’ indsats i Ukraine.
Til slut på nærmeste hold en levende og detaljeret beretning om flytning af Rubjerg Knude Fyr ved murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spændende generalforsamling hos Røde Kors' til en bekendt