
Generalforsamling hos Den Socialdemokratiske partiforening
14. marts 2022 - kl. 11:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den Socialdemokratiske partiforening for Sæby og Opland afviklede 8. marts den årlige generalforsamling.
Den velbesøgte generalforsamling fik ud over bestyrelsens beretning, også mulighed for at debattere indlæg fra 3 professionelle politikere.
Formanden for partiforeningen, Yvonne Nordahn, kom i beretningen ind på emner fra den lokale partiforening, emner fra kommune og naturligvis regeringens førte politik.
Generalforsamlingen udtrykte stor tilfredshed med regeringen og dens måde at tackle både Corona-situationen og udfordringerne med krigen i Ukraine på. Der var stor sympati med de ramte indbyggere i de ramte områder, og viljen til at hjælpe er helt klart til stede.
Formanden kom i sin beretning ind på de vanskelige vilkår regeringen har for at føre deres politik ud i livet. Bestyrelsen i partiforeningen synes ikke, der er mulighed for at arbejde med de områder regeringen gik til valg på – udefrakommende opgaver griber ind og kræfterne skal lægges der, hvor der er stort behov for ”brandslukning”.
Partiforeningen startede for nogle år siden en tradition med 1. gang årligt at uddele en donation til socialt/kulturelt formål.
I 2021 gik donationen på kr. 3.000 til Thorshøj Gamle Skole. Skolen gennemgår for øjeblikket en stor renovering, som helt sikkert bliver til glæde for indbyggerne i lokalområdet.
Kommunalvalget i 2021 blev naturligvis også omtalt – et godt resultat rent mandatmæssigt – en stor indsats fra medlemmerne i partiforeningen – så ros til alle. Optimismen er til stede, også til kommende valg.
Afskaffelse af Forsvarsforbeholdet er næste valg i rækken – og vi er klar i partiforeningen.
På generalforsamlingen var der indlæg fra folketingsmedlem Bjarne Laustsen, fra Regionsmedlem Jørgen Rørbæk Henriksen samt borgmester Birgit Hansen.
Partiforeningen indstiller Bjarne Laustsen til folketingskandidat i Frederikshavn Kreds. Endelig udpegning sker på kredsrepræsentantskabsmødet 26. marts 2022.
Generalforsamlingen genvalgte Erling Petersen til bestyrelsen, og ny i bestyrelsen blev Jacob Børresen og Carsten Munkholm.
Et emne der altid er oppe, er medlemstilgang og skulle der sidde nogen derude, der gerne vil ind og deltage i foreningens arbejde, er man meget velkommen til at henvende sig til formand eller et bestyrelsesmedlem.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Generalforsamling hos Den Socialdemokratiske partiforening' til en bekendt