
Spejderne fortsætter med avisindsamling i 2022
25. januar 2022 - kl. 6:05 - af Henrik Christensen
Spejderne fra Sæbygårdgruppen under DDS Det Danske Spejderkorps fortsætter med at indsamle aviser gennem 2022.
Carsten Thorvald, der koordinerer indsamlingen, oplyser til Sæby Avis, at man fortsætter hermed indtil udgangen af året, hvor man er blevet opsagt, fordi Forsyningen går over til en ny model for indsamling af bl.a. papir.
Der kan ventes afviklet 6 avisindsamlinger i Sæby i årets løb. Gennem mange år har de aviser, som er blevet indsamlet, efterfølgende blevet ”vekslet” til penge, der har været en kærkommen indtægt på spejdergruppens budget til stor glæde for aktiviteter for spejderne. Den indtægt kommer Sæbygårdgruppen fra næste år til at mangle, så derfor er man allerede gået i tænkeboks for at se, om der kan findes gode idéer til at skaffe den fornødne økonomi. Givetvis også et emne, som vil blive taget op til drøftelse på grupperådsmødet midt i februar.
Der forventes afholdt avisindsamling følgende lørdage i år: 5. februar, 2. april, 11. juni, 13. august, 1. oktober samt 3. december.
På Forsyningens hjemmeside findes en kort video om, hvad der fremover vil ske med den enkelte husstands papir, når alle husstande skal til at fin-sortere affald. Det begynder med indsamling i beholder ved husstanden på vejen mod genanvendelse: https://www.youtube.com/watch?v=1zLJAA8XfqI
Af Forsyningens hjemmeside fremgår det, at det er Folketinget, som har besluttet, at affaldssektoren i Danmark skal være klimaneutral i 2030. Vi skal i langt højere grad end hidtil genanvende vores affald. Derfor skal alle borgere til at sortere deres affald i 10 fraktioner, og landets kommuner skal sikre en høj grad af genanvendelse af de 10 affaldstyper og en renere bortskaffelse af det affald, der ikke kan genanvendes.
For at imødekomme de nye regler har Byrådet vedtaget, hvordan den udvidede affaldssortering skal foregå i Frederikshavn Kommune. Kommunen forbereder denne sortering sammen med Forsyningen, og man venter at være i mål i slutningen af 2022, hvorefter den nye affaldsordning ”rulles fuldt ud”.
Sæbygårdgruppen har i øjeblikket 94 aktive medlemmer plus en række ”veteraner”, som alle modtager gruppens blad ”Pløkken”. Dette blad ændres, så det bliver muligt for firmaer og virksomheder at annoncere med ½ A5-side over en længere periode. Samtidig vil det give omtale på gruppens facebook- og instagramside. Kontakt kan rettes til plokken@dds-saeby.dk
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spejderne fortsætter med avisindsamling i 2022' til en bekendt