
Saltlandet klar med program for forår 2022
19. januar 2022 - kl. 6:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Saltlandet” – eller i sin helhed: Saltlandets historiske Forening for Sæby og Omegn – er klar med programmet for foråret 2022. Det sker i forventning om, at de gældende retningslinjer for åbninger/nedlukninger tillader gennemførelse heraf.
Onsdag den 23. februar får man i Kulturcenter Manegen besøg af forfatter Knud Erik Larsen, Tårs. I sit foredrag kommer han bl.a. ind på sin opvækst og, som han udtrykker den, hvordan det er at leve i en dysfunktionel arbejderfamilie, hvor børnenes trivsel og velfærd kommer i anden række. Han vil desuden fortælle, hvorledes man slipper fri for barndommens oplevelser og traumer og får dem lagret et sted, hvor de ingen indflydelse får for voksenlivet.
Tirsdag den 1. marts fortæller kommunens naturvejleder gennem 35 år, Bo Storm, om natur og kultur rundt om i kommunens enestående geologi og natur. Hvorfor ligger kirker og gårde, som de gør? Også dette arrangement foregår i Manegen.
Den 6. april inviterer foreningen indenfor i kælderen på Sæby Rådhus. Her bliver det muligt at se, hvad der genner sig under rådhuset – først og fremmest Frederikshavn Stadsarkiv. Her kan søges i arkivalier – også digitaliserede arkivalier, og der kan foretages slægtsforskning.
Den 26. april arrangeres tur til Rigsarkivet i Viborg, hvor man forud har bestilt arkivalier, som man ønsker at undersøge nærmere, og den 27. april afholder foreningen generalforsamling i Manegen.
Torsdag den 12. maj er der foredrag i Manegen med Lars Helbo, som i sin slægtsforskning benytter sin egen opbyggede database www.Salldata.dk.
Den 8. juni sluttes foråret af med en rundvisning i Lyngså Lokalhistoriske forening i Værestedet i Lyngså. Lyngså lokalarkiv drives af Lokalhistorisk Forening for Lyngså og Omegn. Værestedet er indrettet i det gamle mejeri på Østkystvejen og blev i 2008 en selvejende institution.
Ud over Saltlandet og Lyngså findes der lokalhistoriske foreninger i Skæve, Ørtoft, Thorshøj, Voerså og Præstbro.
Saltlandets formand er Holger Almholt. Via linket https://saltlandet.dk/Foreningen%20Saltlandet.html kan der læses mere om foreningen og kontakt til dens bestyrelse. Programmet (medlemsblad nr. 40) ligger fremme på Sæby Bibliotek. Til arrangementerne er der adgang til differentieret pris for såvel medlemmer som ikke-medlemmer.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Saltlandet klar med program for forår 2022' til en bekendt