Årets læreplads og guldmedalje på Sæby Ældrecenter

Direktør for EUC Nord, Neil Jacobsen, overrække diplom til ældrecenterleder Anette Spolum, mens indstiller til titlen Årets læreplads i Danmark, Anne Lindhardt Jensen, ser til.

Årets læreplads og guldmedalje på Sæby Ældrecenter

28. oktober 2021 - kl. 17:33 - af

Torsdag var en dag ud over det sædvanlige på Sæby Ældrecenter. Centrets køkken blev nemlig kåret til Danmarks bedste læreplads i 2021 og fik ved en sammenkomst overrakt bevis herpå.
Sæby Ældrecenter var indstillet af ernæringsassistentelev Anne Lindhardt Jensen, der i sin begrundelse ikke lagde skjul på, at hun fandt, at stedet var jordens bedste sted at have læreplads.
Anna, der stammer fra Østervrå og nu er bosat i Sæby, fortæller, at hun efter at være startet som en lidt nervøs ung pige fik mere og mere selvværd og blev meget mere ansvarlig og selvstændig med sine opgaver.

”Det er en fantastisk læreplads, og min søde kollega Lis har hjulpet mig meget under min uddannelse, og jeg kan rigtig godt lide det sammenhold, jeg oplever på min arbejdsplads. Vi kan knytte bånd sammen og have det sjovt og hjælpe hinanden, og de andre er altid gode til at tage hånd om en, hvis man møder på arbejde og måske ikke lige er i det allerbedste humør.” Anne skal i øvrigt op til sin afsluttende svendeprøve midt i december måned og fortsætter i ældrecentrets køkken frem til udgangen af januar.

Præget af omsorg, nærvær og respekt
Ved sammenkomsten blev der budt velkommen af Sæby Ældrecenters leder, Anette Spolum, som bl.a. rettede en stor tak til centrets personale og i den konkrete forbindelse til køkkenpersonalet og Annes ”hjælper” Lis Skov Jensen.
Uddannelseschef Dennis Kindberg; EUC Nord, som er den tilknyttede uddannelsesinstitution, ønskede centret et kæmpestort til lykke med titlen som årets læreplads i Danmark.

”At værne om sine medarbejdere og elever kommer ikke af sig selv, det kræver et stort stykke arbejde. Når så en elev vælger at indstille sin virksomhed til denne pris, vidner dette om det store ansvar, I tager for oplæringen af nye medarbejdere. På jeres hjemmeside står der: Et hjem med en ånd, der er præget af nærvær, omsorg og respekt for det enkelte menneske. Det er faktisk også det, vi oplever i vores samarbejde med jer som læreplads; vi oplever, at I udviser stor omsorg for jeres elever, og at I altid står klar med en hjælpende hånd til dem.”

Tager opgaven seriøst
Videre lød det: ”Som arbejdsgiver må det være noget af det bedste at kunne få igen, nemlig anerkendelsen fra sine elever om, at det er et rigtigt godt sted at være. Ikke nok med at I nu står som årets læreplads, men I har for nylig været i København for at modtage en guldmedalje til en af jeres elever. Det vidner om, at I tager opgaven med at oplære nye i branchen meget seriøst, og det kan jo kun glæde os som skole at skulle samarbejde med jer om disse unge mennesker.”

Uddannelseschefen sluttede: ”Vi kan også se, at der bliver tid til sjove og anderledes arrangementer for beboerne herude med drinksdage, besøg og underholdning. Disse tiltag er helt bestemt også med til at give energi og godt humør mellem beboere og medarbejdere. Det er helt vildt flot.”

Derefter lykønskede direktør for EUC Nord, Neil Jacobsen, med den flotte hæder, som han fandt, at Sæby Ældrecenter kunne tage imod med stor stolthed.
Centerleder Anette Spolum takkede for den kæmpestore ære, og hun var utrolig stolt – ikke mindst på vegne af ældrecentrets medarbejdere. ”Det hædrer jeres arbejde i det daglige, og I er altid gode til at støtte jeres elever. I forstår at balancere og støtte jeres elever, samtidig med, at det også er en arbejdsplads.”
Og til Anne, som havde indstillet, lød også anerkendende ord for hendes indsats. ”Du viser stor styrke i dit arbejde,” lød det.

Guldmedalje for det helt særlige
Det er ikke ”kun” som Årets læreplads i Danmark, at Sæby Ældrecenter netop har udmærket sig.
I foråret, da Heidi Christensen fra Sæby var til svendeprøve som ernæringsassistent, opnåede hun topkarakter i form af 12-taller i såvel den teoretiske som den praktiske prøve i forbindelse med sit skoleophold på ældrecentret.
Da censor og lærer vurderede, at hun samtidig havde præsteret noget helt ekstraordinært med en exceptionel indsats med både de nye kostråd og FN’s verdensmål i forbindelse med sin prøve, blev hun indstillet til en af de sjældne guldmedaljer, som hun fik overrakt ved en sammenkomst på Axelborg midt i København.
Heidi Christensen havde ud over det forventelige fortalt om vigtigheden ved de 7 kostråd både ernæringsmæssigt og klimamæssigt. Hun fik desuden lavet noget indbydende og spændende mad til sin målgruppe, som var unge på en kaserne.
Faglærer Mette Svenstrup, som har indstillet hende til guldmedaljen var imponeret over Heidis flotte svendeprøve: – Heidi har gjort det rigtig flot. I den praktiske svendeprøve viste hun på fremragende vis, hvorledes kostrådene, ernæringen og klimaet kan indgå i en veltilberedt og sensorisk lækker menu.
Udover Heidi var der yderligere 36 elever som fik guldmedalje for deres præstation.
Ernæringsassistent er en erhvervsuddannelse, der varer ca. 3,5 år. Hele uddannelse består af et grundforløb og et hovedforløb med indlagte skoleophold, og man kan tage hele uddannelsen hos EUC Nord i Hjørring. En ernæringsassistent tilbereder god, næringsrig mad til forskellige målgrupper f.eks. på hospitaler, i kantiner, børneinstitutioner, efterskoler, kaserner mm. Ernæringsassistenter tilbereder også mad til forskellige diæter. I øjeblikket er der efterspørgsel på ernæringsassistenter i Nordjylland og det er ikke svært at finde job efter svendeprøven.

Tekst: Per Rye
Fotos: Per Rye og EUC Nord

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Årets læreplads og guldmedalje på Sæby Ældrecenter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER