
Korstolene i Sæby kirke stammer fra middelalderens karmeliterkloster og har ud over billedskærerarbejder med bibelske motiver en lang række billeder skåret af latinskoledisciplene. Foto: Nordjyllands Kystmuseum.
Foredrag: Skibsgraffiti i Sæby Kirke
6. oktober 2021 - kl. 5:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag den 13. oktober kl. 19.00 holder Jens Thidemann foredrag om “Skibene i Sæby Kirke”.
I Sæby Kirke findes en del inventar, der stammer helt tilbage til tiden før reformationen, hvor kirken ud over at være katolsk sognekirke også var klosterkirke.
Blandt dette inventar er munkenes korstole. I disse korstole findes smukke udskæringer med bibelske motiver, der tilskrives Ajstrup-mesteren, en billedskærer, der står bag flere senmiddelalderlige altertavler og kirkeinventar i Vendsyssel. Men denne mester er ikke alene om at have dekoreret korstolene. Ud over de oprindelige udskæringer findes nemlig en del andre gamle udskæringer, der, hvis de var blevet skåret i dag, ville være blevet betegnet som hærværk eller graffiti, men som nu efter flere hundrede år i stedet kan betegnes, som betydelige kulturhistoriske vidnesbyrd.
Ud over navne, initialer og forskellige symboler imponerer denne graffiti med 52 billeder af skibe, der er skåret ind i stolenes træværk, på sæder, bordplader og rygstykker. Korstolene stammer fra middelalderens klosterkirke, hvor de var faste pladser for klostrets munke under de mange katolske messer, men det er næppe munkene, der har siddet under de lange messer og skåret graffitibilleder ind i deres kirkes inventar. Ud fra skibenes typer, kan tegningerne da også dateres til at stamme fra midten af 1500-tallet og frem til 1800-tallet, altså i tiden efter reformationen, hvor det har været elever fra latinskolen, der har haft plads i stolene.
I foredraget på Museet i Sæby vil museumsinspektør og marinarkæolog Jens Thidemann dykke ned i historierne bag disse mange skibsbilleder og fortælle, hvordan denne graffiti, kan relateres til Sæbys historie, og være med til at fortælle noget om søfart og sejlads i Sæby gennem århundrederne efter reformationen. Billederne kan således ses som mere end bare drengestreger, men også som en kilde til Sæbys historie.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag: Skibsgraffiti i Sæby Kirke' til en bekendt