
Sæby Inner Wheel afholdt et vellykket loppemarked
5. oktober 2021 - kl. 8:48 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Inner Wheel afholdt efter sommerferien et loppemarked med rigtig mange besøgende, hvilket bevirkede, at loppemarkedet også holdt åbent lørdagen efter med mange besøgende.
I alt blev der indsamlet kr. 16.600,-, som ubeskåret går til specialklasserne; Sæby skoleafdeling Solsikkerne med 8 elever og til Sæbygård skoleafdeling G-klasserne med 15 elever. Donationen går til en særlig oplevelse for eleverne og Sæby Inner Wheel håber, at de får en dejlig dag sammen.
Det flotte indsamlingsresultat har Sæby Inner Wheel ikke kunnet skabe uden støtte. En stor tak skal lyde til Rode Andreasen for udlån af de smukke rammer i Købmandsgården. Tak til Dybvadgård for opbevaring af indsamlede lopper under Covid-19. Tak til Restaurant Hjørnet og Frk. Grøn for deres bidrag samt til home for adgang til deres lokaler under loppemarkedet og deres bidrag. Og ikke mindst en stor tak til alle de besøgende på loppemarkedet, som med deres køb har bidraget til en god sag.
Tak skal også lyde til Håndværksbageren Sæby, Morten Nørbak Tietze, for romkugler og til Rema 1000 Sæby for juice, som blev nydt af eleverne ved overrækkelsen af donationen på Sæby Syd skolen mandag den 4. oktober 2021.
Afslutningsvis vil vi alle i Sæby Inner Wheel gerne udtrykke vores glæde ved vores arbejde, med at fremme hjælpsomhed og medmenneskelig forståelse via engagement i hjælpearbejde, hvor der doneres til gode lokale formål. Du kan læse mere om Sæby Inner Wheel på www.saeby.innerwheel.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.





Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Inner Wheel afholdt et vellykket loppemarked' til en bekendt