
Vild fest holdt nabolag vågne til 02-tiden
8. juli 2021 - kl. 9:49 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Onsdag den 7. juli ved 02-tiden modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en fest i Agersted holdt en del naboer vågne til langt ud på natten. Anmelder havde forsøgt at bede festens personer om at skrue ned, hvilket desværre ikke havde hjulpet, hvorfor man nu kontaktede politiet.
En ledig patrulje i nærheden ankom derfor kort efter til stedet, hvor man hurtigt fik kontakt til den festansvarlige. Efter en fornuftig dialog – samt en dertilhørende formaning om, at man skal huske at udvise hensyn til ens naboer – slukkede patruljen for musikken. Ej videre i sagen.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du fester. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn – både derhjemme og på offentlige arealer. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Er du selv udsat for musik til gene?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på tlf. 114. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vild fest holdt nabolag vågne til 02-tiden' til en bekendt