Turisthus Nord lancerer millionstor kampagne
16. juni 2021 - kl. 8:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En ekstraordinær pakkeudviklings- og marketingkampagne skal booste turisterhvervet på Toppen af Danmark.
Hos den medlemsejede turismeforening Turisthus Nord handler man nu på vegne af et hårdt ramt erhverv. Det sker med en stor kampagne, der skal få området til at rykke sammen og skabe den aktivitet i ydersæsonerne, der er forsvundet på grund af Corona-restriktionerne.
En ny medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at turisme- og oplevelsessektoren stadig er helt i knæ, og at en normalisering har lange udsigter.
– Vi kan ved selvsyn bekræfte de hårde fakta. Turisterhvervet på Toppen af Danmark mærker netop nu realiteten af Corona-krisen, og vi er bekymrede på vegne af vores 300 medlemmer, siger direktør René Zeeberg, Turisthus Nord.
Lokale virksomheder kontaktes
Turisthus Nord har døbt kampagnen ”Kickstart Turisterhvervet 2.0” og lægger selv hånden på kogepladen med 1,5 mio. kr. Derudover kontakter foreningen nu en række af områdets virksomheder uden for turisme-erhvervet for at opfordre dem til at bidrage til en fælles kampagne. De første donationer er allerede i hus.
– Når der kommer gæster til området, har det en masse direkte effekter, men for området skaber besøgene også en lang række af afledte økonomiske effekter lige fra hos håndværkerne til detailhandlen, siger René Zeeberg.
Kampagnen skal markedsføre pakkeprodukter, som kan skabe rejseaktivitet udenfor sæsonen. Indsatsen har til formål at booste turismen i byerne Skagen, Frederikshavn og Sæby i juni og til efteråret – altså uden for højsæsonen. Kampagnen bygger videre på sidste års succes med en lang række VIP-sponsorer, hvor udbyttet af den fælles indsats var, at interessen for området steg signifikant.
Historisk stille juni
På den korte bane er turistforeningen i særlig grad opmærksomme på konsekvenserne af aflysningen af årets Skagen Festival, Skaw Cup, Dana Cup, Rødspætte Cup, Cup No.1 og mange andre arrangementer. På en almindelig sommer trækker disse events tusindvis af glade gæster til Toppen af Danmark.
Samtidig mærker turistforeningen også en stigende lyst til at rejse mod udlandet, som i disse uger giver mange afbestillinger på gæsternes reservationer.
– Vi ser til med stor bekymring på de konsekvenser, som aflysningerne og afbestillingerne potentielt kan få for turismen i området. Arrangementsaflysningerne er en stor udfordring, og vi kan se, at juni ser ud til at blive uhørt stille – helt uden historisk sidestykke. Det er yderst alvorligt, uddyber direktøren.
Digital lancering giver markant løft
En nøgle til at løfte kampagnen er Turisthus Nords digitale services. Websitet Toppenafdanmark.dk, som sidste år samlet havde 1,4 mio. besøgende, har en fælles online bookingportal til direkte pakkerejser og oplevelseskøb.
Her vil initiativet skabe nye muligheder og konkrete produkter, som kan motivere gæsterne til at komme til området. Et eksempel er at markedsføre pakkerejser til Skagen Maraton i starten af oktober.
– Vi har fagligt belæg fra udenlandske destinationer, som alle med stor succes har indført lokale bookingportaler og derigennem styrket den lokale turisme uden for højsæsonen, siger René Zeeberg.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Turisthus Nord lancerer millionstor kampagne' til en bekendt