3 nye redningsstiger fra TrygFonden på Sæby Havn

3 nye redningsstiger fra TrygFonden på Sæby Havn

14. juni 2021 - kl. 9:44 - af

46 nye, skrigorange redningsstiger bliver i disse uger sat op i udvalgte havne i Nordjylland. Stigerne har solcelledrevet lys, så de kan ses fra vandet selv i mørke, og de skal medvirke til at forebygge drukneulykker i havnene, hvor omkring hver fjerde drukneulykke ifølge TrygFondens Nationale Druknestatistik sker. TrygFonden har doneret redningsstigerne, og allerede nu kan interesserede havne søge om at få del i yderligere redningsstiger.

TrygFondens Nationale Druknestatistik har dokumenteret, at der i perioden 2001-2018 druknede i gennemsnit 14 personer om året i danske havne, hvilket svarer til en fjerdedel af alle drukneulykker i Danmark. Det gør havnene til det sted, hvor der i perioden har været flest drukneulykker.

Er man uheldig at falde i havnebassinet, kan en redningsstige være det, der redder livet. I mange havne falder redningsstigerne ind i omgivelserne, og de er svære at se fra vandsiden – særligt når det er mørkt. TrygFonden har derfor udviklet en ny type redningsstige, der med sin skrigorange farve er nem at få øje på. Stigen har desuden indbygget lys og skridsikre trin, der når helt ned under vandlinjen, så det er nemt at kravle op på land.

– Tusindvis oplever hvert år at være tæt på at drukne, og vi ved, at et af de hyppigste steder for drukneulykker er havnene. Det kan være meget svært at komme op fra et havnebassin ved egen hjælp, hvis der ikke er en redningsstige, og i mange havne er redningsstigerne vanskelige at få øje på. Derfor har vi gennem flere år arbejdet med at udvikle og teste en stige, som er nem at få øje på og let at komme op ad. I denne omgang har vi doneret 180 redningsstiger, og en del af dem er på vej ud i 13 havne i Nordjylland, hvor de skal medvirke til at øge sikkerheden, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

I alt hænger der nu knap 500 af TrygFondens redningsstiger rundt om i hele landet, hvoraf en række er blevet sat op i forbindelse med test af den nyudviklede stige. Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID), der bl.a. er en del af projekt ”Sikker Havn” og står for at gennemføre risikovurderinger af havne, ser frem til, at redningsstigerne sættes op.

– Sikkerhed i de danske havne er i de senere år kommet mere og mere i fokus, hvilket bl.a. skyldes, at flere havne i dag er blevet fyldt med liv og mennesker, og at vandaktiviteter er populære som aldrig før. Redningsstigerne fra TrygFonden er med til at sætte skub i den positive udvikling og kan hjælpe de enkelte havne med at forbedre sikkerheden – til gavn for både personale og især de mange besøgende, der kommer både til vands og til lands, siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.

Søsportens Sikkerhedsråd arbejder for at højne sikkerhedskulturen blandt fritidssejlere, lyst- og fritidsfiskere og andre, der bruger vandet, og her glæder man sig over de nye redningsstiger.

– Der er ingen tvivl om, at redningsstiger spiller en central rolle for sikkerheden og trygheden blandt havnens brugere. Selv når der er folk på land til at hjælpe personen i vandet, er det utroligt vanskeligt at få personen op på land, hvis der ikke er en solid redningsstige. Hvert år er der drukneulykker i danske havne, som formentligt kunne være undgået, hvis der var flere redningsstiger, og hvis de var mere synlige. Derfor er det et godt initiativ fra TrygFonden at udbrede de nye redningsstiger og sætte fokus på havnesikkerheden, siger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

Nye havne kan søge om redningsstiger
TrygFonden har allerede åbnet for donation af flere redningsstiger, som havne kan søge frem til den 1. september 2021, fortæller René Højer:

– Nu er de nye redningsstiger i fuld gang med at blive sat op, og jeg glæder mig personligt til at besøge en masse havne i det danske sommerland og se, hvordan stigerne lyser op til gavn for sikkerheden og trygheden. Vi har oplevet en overvældende interesse fra havnene, og derfor har vi allerede åbnet for, at interesserede havne kan søge om en ny pulje redningsstiger, så endnu flere havne kan få glæde af dem.

Se den korte film om TrygFondens redningsstiger her

Her kommer nye redningsstiger i Nordjylland

  • Aalborg Sejlklub, 3 redningsstiger
  • Aalborg Havnefront, 19 redningsstiger
  • Sejlklubben Limfjorden, 4 redningsstiger
  • Hou Lystbådehavn v. Limfjorden, 1 redningsstige
  • Hals Havn, 4 redningsstiger
  • Øster Hurup Havn, 2 redningsstiger
  • Nibe Lystbådehavn, 2 redningsstiger
  • Mariager Sejlklub, 3 redningsstiger
  • Doverodde Havn, 1 redningsstige
  • Thisted Havn, 2 redningsstiger
  • Sæby Havn, 3 redningsstiger
  • Aaså Havn, 1 redningsstige
  • Dok55 i Løgstør, 1 redningsstige

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '3 nye redningsstiger fra TrygFonden på Sæby Havn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER