
Fotograf: Betina Fleron.
Oplev Nordjylland – med forfatteren uden stedsans
13. juni 2021 - kl. 10:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Forlaget Frydenlund har gjort det igen. Sendt forfatter Britt Nørbak – der med egne ord er født uden stedsans – ud for at samle materiale til endnu en guidebog. Det medførte, at hun fór vild i Tornby Klitplantage, sad fast i en mose ved Dorf Møllegård og blev omringet af 50 køer og en olm tyr, da hun var på udkig efter Borremosefæstningen.
Heldigvis slap Britt Nørbak fra det hele i god behold, og den 16. juni udkommer bogen med alle de underfundige oplevelser: 111 steder i Nordjylland som du skal se. Fra Skagen, Frederikshavn og Sæby fortæller bogen bl.a. om:
- Den nye Solnedgangsplads i Skagen
- Byfogedskolen i Skagen
- Krudttårnet i Frederikshavn
- Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn
- Sæby Kirke
- Jernkilden ved Kildemarken, Sæby
Britt Nørbak er selv fra Nordjylland og har et indgående kendskab til regionen, hvilket tydeligt mærkes gennem bogen, hvor hun giver tips og insiderviden, som kun den lokalkendte kan kende til.
111 steder i Nordjylland som du skal se er bogen til alle, der vil kende Nordjyllands hemmeligheder. Timingen er perfekt, nu hvor mange danskere på grund af coronanedlukningen eller med ønske om at mindske klimabelastningen holder ferie og går på opdagelse i Danmark. Bogen er også fuld af tips til at finde danskproducerede varer og støtte de små lokale producenter, både destillerier, frugtavlere, økologiske landbrug og fristende chokoladebutikker.
Britt Nørbak er journalist og cand.phil. i medieformidlet kommunikation. Hun er forfatter til en hale af bøger og har blandt andet skrevet 111 steder på Den jyske Vestkyst som du skal se (Frydenlund, 2017).
Fakta
111 steder i Nordjylland som du skal se
Forfatter og fotograf: Britt Nørbak
Udkommer 16. juni 2021
237 sider, illustreret i farver, vejl. udsalgspris 199 kr.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Oplev Nordjylland – med forfatteren uden stedsans' til en bekendt