
Billede af Kenneth Rödin
Statsministeren på lynvisit i Sæby
4. juni 2021 - kl. 16:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag eftermiddag var statsminister Mette Frederiksen på besøg i Sæby.
I strålende solskin rullede ministerbilen ind på Torvet i Sæby, hvor bl.a. borgmester Birgit S. Hansen, kommunaldirektør Michael Jentsch, formanden for Sæby Erhvervsforening Kim Müller og formanden for Sæby Handelsstandsforening, Jette Johansen, tog imod statsministeren.
Birgit Hansen gav statsministeren nogle ”pointer” med. Som kommune gør vi meget selv og sammen med handelen og erhvervslivet; men noget kan staten / regeringen / Folketinget hjælpe med.
Her blev der slået på:
• at de nationale erhvervsfremmemidler også anvendes til detailhandelen som anerkendelse af dennes betydning for byerne
• at der kanaliseres byfornyelsesmidler til kommunernes indsatser af betydning for den lokale detailhandel
• at der sikres en stærkere organisatorisk opbakning omkring detailhandelen fra erhvervsorganisationerne
Statsminister i hopla
Fra Torvet gik statsministeren og hele følget til butik ”Fru B”, hvor indehaver Jette Johansen fortalte om tiden under coronakrisen, og hvordan forretningen havde tacklet denne.
Det var faktisk lykkedes – bl.a. via øget online-salg – at ansætte yderligere 4 medarbejdere. Parterne var meget enige om, at det har enorm betydning, at der kommer gæster/turister til Sæby, og at fastboende handler lokalt hele året. Sådanne forhold er med til at styrke samarbejdet.
På den videre færd gav statsministeren sig velvilligt tid og tilladelse til, at der blandt publikum kunne tages fotos med landets leder. Mette Frederiksen fik endda helt tilfældigt en lille snak med et par drenge fra Københavns Drengekor, som var i Sæby for at give koncert.
Turen gik videre til Matas, hvor butikschef Helene Andersen redegjorde for butikkens brede sortiment, ligesom hun slog til lyd for, hvor vigtigt det er, at en butik fra en stor kæde er med til at understøtte den lokale handelsstand.
Mette Frederiksen fik forklaret, at butikken havde haft en hård tid under coronaen, men alt så nu langt lysere ud.
På café-besøg
Hos Café Mathilde fik statsministeren forklaret, hvorledes man havde bygget café og butik op – bl.a. omkring et fransk tema.
Som afslutning på denne del af besøget blev Mette Frederiksen budt på en kop kaffe og et stykke hjemmebagt kage.
Mette Frederiksen kommenterede rundturen med, at hun var overbevist om, at det er vigtigt for en by at have en levende bymidte, så byen ikke bliver spøgelsesagtig. ”Vi må sammen tænke i at få skabt flere arbejdspladser.
Inden Mette Frederiksen gjorde klar til at forlade Sæby for at fortsætte til Frederikshavn og præsentere det nye skattecenter der, glædede hun sig over, at hun havde fået lov at gæste Sæby, som jo tog sig ud fra sin allerbedste side med skinnende sol fra en skyfri himmel. ”Jeg er så inspireret af miljøet, at jeg helt sikkert må kigge forbi igen i løbet af sommerferien,” lød det afslutningsvis fra statsministeren.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Statsministeren på lynvisit i Sæby” under annoncerne.




Der er bare ikke billeder af hvordan folk stod klistrede op af hinanden for at se de to kvinder spise kag.