Baptister ønsker at bygge ny kirke på Sæbygaardvej

Baptister ønsker at bygge ny kirke på Sæbygaardvej

2. juni 2021 - kl. 12:32 - af

Sæby Baptistkirke ønsker at bygge en ny kirke på Sæbygårdvej 13 i Sæby. Kirken skal bl.a. indrettes med en kirkesal, møderum, ”cafe”, køkken og et kontor til præsten.

Planerne var til politisk behandling på Plan- og Miljøudvalgets seneste møde. Forud for mødet havde teknik- og kulturdirektøren indstillet, at igangsætningen af et kommuneplantillæg for Sæby Baptistkirke godkendes. Dette tilsluttede politikerne sig.

Sæbygårdvej 13 er i kommuneplanen beliggende i centerområde, som hovedsageligt dækker midtbyen i Sæby, men rammeområdet strækker sig også mod vest, hvor det nye handelscentrum for supermarkeder ligger. Det nye handelscentrum – Sæbygårdområdet – ligger vest for Aalborgvej. Sæbygårdvej 13 ligger umiddelbart øst for viadukten under Aalborgvej i et område, hvor der er boliger mod nord og syd og et lægehus mod øst.

Centerområdet åbner mulighed for butikker, butikker med værksted, hotel, restaurant, klinikker, kontorer og service samt boliger.

Kirker ligger ofte i centerområder eller i området til offentlige formål. Da kirker ikke er nævnt som et af de formål, der er nævnt i den nuværende rammebestemmelse, skal der udarbejdes et kommuneplantillæg, som tilføjer kirker til anvendelsesmulighederne.

Ingen klokke og begravelsesplads

Sæby Baptistkirke har som forening eksisteret i mange år. Kirken har dog flyttet en del, og det ønskede byggeri ønskes primært for at sikre en permanent placering i mange år fremover.

Kirken ønsker ikke kirkeklokke og har ikke en begravelsesplads, og det er derfor vurderet, at kirken kan etableres uden støjpåvirkninger for de omkringboende.

Kirken etableres midt på grunden, hvor der ud mod Sæbygårdvej etableres en plads med en blanding af beplantning og belægninger. Vejadgangen til arealet etableres i den østlige del af grunden, hvor den så vidt muligt kommer fri af viadukten. Det er vurderet, at det ikke er nødvendigt med en svingbane til kirken. Der etableres ca. 25 p-pladser i den østlige del af grunden.

Selve kirken opføres som et øst-vest vendt længehus i 1 etage med en indgang og et vindfang mod nord.

Moderne uden at ligne en kirke

Arkitektfirmaet ARKINORD A/S skriver om kirkebyggeriet bl.a.: ”Fokus fra starten har været at skabe en bygning, der ved første øjekast ikke ligner en kirke, men en moderne og tidssvarende bygning, der kan have mange funktioner. Der er især lagt vægt på at bygningen skal fremstå let men samtidig have beundringsværdige elementer der byder gæsterne velkommen.”

Den slanke bygningskrop udføres i en hvid teglsten med listetag, som skaber en interessant kontrast til indgangspartiet, der er udført i stålplader med klikfals i en varm sort nuance.

Indgangspartiet skaber en kontrast til den lange slanke bygningskrop ved at have en facade, der tilter forsigtigt bagover for at skabe en unik oplevelse, når man ankommer til stedet. Udover at byde velkommen vil det også fungere som blikfang for forbipasserende på Sæbygårdvej. I indgangspartiet er der gjort plads til ankomstområde, med garderobe, toiletfaciliteter og børnelounge med kig ind til kirkerummet.

Indenfor i den lange bygning er der tænkt på at skabe lyse rum med store vinduespartier, der er desuden gjort plads til et stort kirkerum med dåbsgrav og to depotrum og omklædning og højt til loftet. I forlængelse hertil ligger en café, der kan afskærmes med en foldevæg.

Skal bygningen tjene andre formål, er det derimod let at fjerne eller det kan tjene et skulpturelt formål.

Belægningen i udearealerne tillader både fodgængere, men også færdsel af køretøjer, når det er nødvendigt. Formerne danner stier til gående færdsel og lægger op til en ubevidst ”afgrænsning”, der gør, at man automatisk vil bevæge sig på stien, når man ankommer.

Link til visualiseringer mv. af det nye kirkebyggeri (se side 46 – 62):

https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget&date=Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%2F01-06-2021%2015.00%20-%2019.00&fileName=Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%2F01-06-2021%2015.00%20-%2019.00%2FReferat%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Baptister ønsker at bygge ny kirke på Sæbygaardvej' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER