
Foto: Henrik Christensen, SaebyAvis.dk
Købte 2 x pasta og vandt en bil
29. maj 2021 - kl. 16:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Handel har de sidste 2 måneder haft en “handel lokalt” kampagne kørende, for efter genåbningen at få de lokale til at huske på de mange spændende butikker i lokalområdet, og ikke mindst for at få Sæbynitterne til at handle lokalt.
I forbindelse med kampagnen havde Handelsstandsforeningen i samarbejde med Uggerhøj sat en bil på højkant. Kravet for at deltage var ganske enkelt, handel lokalt, skriv bag på din bon og du er med!
Bilen en Citroen C1 er så vinderens ejendom i et år, med alt betalt. Vægtafgift, forsikring, dæk, ja sågar vask, så det er bare at fylde brændstof på og køre afsted.
Lørdag var så dagen for at udløse spændingen. På Torvet i Sæby udstillede Uggerhøj lækre elbiler, og i den forbindelse blev vinderen af bilen så udtrukket.
Bag på bonen der kom til syne stod, Jacob Børresen, en Sæbynit, der ved at købe 2 x pasta og et hvidløgsbrød lokalt på Bella Firenze, nu kan køre gratis i en Citroen i et helt år frem.
Til spørgsmålet om alle de lokale boner er kommet i postkassen til konkurrencen svarer Jacob: “De boner, hvor det har passet ind, er kommet i, men det er ikke dem alle. Det var den søde pige på Bella Firenze, der sagde vi kunne udnytte ventetiden med at skrive på bonen, og det gav pote”.
Hjemme i privaten midt i Sæby, skal der nu rokeres lidt rundt, for udover den netop vundne Citron, så har familien 4 andre biler, to af dem er veteran, en Mercedes og en Alfa.
De to veteraner er hobbyprojekter, men alligevel kræver det plads med sådan en vognpark, men mon det bliver et problem?
Til daglig arbejder Jacob som arkitekt hos Aalborg Kommune, og det er her bilen vil blive brugt primært, fortæller han. I huset bor også en teenager, der snart fylder 18 år, så mon ikke der også her er smil på læben over den vundne bil, der har en værdi for perioden på mere end 40.000 kr.
Jacob må køre 12.000 km i bilen, og på nær brændstof er alt andet som tidligere nævnt betalt.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Købte 2 x pasta og vandt en bil' til en bekendt