
Fuldt musikprogram på Torvet i Sæby
26. maj 2021 - kl. 15:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Selvom corona stadig hænger som en sort sky over hele Danmark, så har Sæby Handel valgt at lave fuldt program for sommeren 2021.
Det betyder, at der fra lørdag den 12. juni og helt frem til september er underholdning på Torvet, hver weekend og på torsdage i hele juli måned.
Det hele skydes som sagt i gang lørdag den 12. juni, når landbruget kommer til byen, men faktisk allerede i den kommende weekend kommer Torvet til at summe af god stemning, og som det ser ud lige nu i høj solskin.
Det er Uggerhøj, der i samarbejde med Sæby Handel, viser et bredt sortiment af elbiler frem. Samtidig udtrækker Sæby Handel vinderen i “handel lokalt” konkurrencen, hvor en bil er på højkant i 12 måneder med alt betalt.
Så sommeren er på vej til Sæby, og i juni skrues der også op for musikken, når Musikkorps Sæby lørdag den 19. juni slår tonen an, mens der løbes Klovneløb rundt i byens gader, et tilbagevendende arrangement som altid trækker mange mennesker til.
Herefter står den fredag den 25. juni på Open By Night med musikalske lækkerier fra Østre Gasværk og DJ James helt frem til kl. 22. Så er tonen slået an, og det fortsætte så hele juli, hver torsdag, lørdag og søndag, frem til den sene Open By Night, første fredag i august.
Hvem der skal optræde denne aften er endnu en hemmelighed, men vi kan afslører, det bliver stort!
Resten af august er også fuld belagt, og lørdag den 14. skydes kommunalvalget i gang i Sæby med “valgflæsk” på Torvet med alle partier repræsenteret. Måneden rundes af med Sæbygarden og gruppen “Mellem Os”, der lukker og slukker lørdag den 28. august.
Så alt er næsten, som det plejer, dog har corona sat sig lidt på dagsordenen, med forsamlingsforbud, coronapas og meget mere. For at det hele kan lade sig gøre, med de retningslinier der er lige nu, så skal Torvet lukkes af med publikumshegn, og alle der befinder sig indenfor hegnet skal være i besiddelse af coronapas, hvilket skal og vil blive kontrolleret.
Hegnet er ca. 1 meter højt, således det ikke skæmmer mere end nødvendigt, men tydeliggøre at der her er en afgrænsning i forhold til Covid-19.
2 kommentarer til “Fuldt musikprogram på Torvet i Sæby” under annoncerne.




Vi savner avisen i sommerhusområdet i Lyngså.
Den fik vi forrige år, men ikke sidste år. Håber at den kommer i år.
Denne avis er kun online og har ikke noget med de trykte ugeaviser at gøre.
Du skal kontakte Nordjyske Medier.